Kulturarv 15
rette proportioner , fordi kurvene forsvandt . Vel var der også kunstfærdige kurve i min barndom i 40 ’ erne og 50 ’ erne – men ’ en kurv ’ var først og fremmest et nødvendigt redskab i enhver husholdning og på landet , på torvet til transport af varer og alskens ting og sager . I dag er en kurv et symbol på Internet for de varer du har samlet sammen , eller den er et stykke kunsthåndværk , eller et hobbyarbejde for kreative hænder . Den kan være en billig importvare , eller fabriksfremstillede kurve i plastic og metal , så det vrimler da stadig med kurve – dog uden større opmærksomhed . Set på verdensplan har en kurv udført i naturmaterialer i mange hjørner af verden stadig samme funktion som i min barndom . Det særlige ved en kurv er i dens oprindelse , at det er en beholder med hanke , bygget op ved sammenfletning det være sig af ens eller uens materialer . I årtusinder var det så naturmaterialer enten som de fandtes eller efter nærmere behandling – nu kan det altså være en gennemhullet plasticform , der skal ligne en kurv – og det kan altså sågar være et symbol på en hjemmeside ’ gå til din kurv ’. På Nationalmuseet kan du se kunstfærdigt udført keramik fra stenalderen og frem – du kan ikke undgå at mærke , at her har vi tegnene på kulturens oprindelse . En lige så vigtig komponent i kulturens oprindelse er kurven – den er bare forsvundet og kan derfor ikke umiddelbart indtage sin rigtige plads i montrerne . I Tutankhamons grav fandtes rige eksempler , allerede da med en lang forhistorie . Når der i dag er en spirende interesse for kurve , er det naturligt nok de kunstfærdige kurve , der høster opmærksomhed , og som kurveflettere giver sig i kast med . Men kulturhistorisk forekommer det mig vigtigt at pege på kurven som en nødvendighedsartikel – sandelig mange gange også med ganske kunstfærdige løsninger ! For det betyder ikke , at fremstillingen var enkel . Steen H . Madsen har i et nummer af Pileforeningens blad med smittende entusiasme fortalt om fundet i Malmö af en 7000 år gammel fiskeruse og dens kunstfærdige udførsel . En ruse hedder det , men den hører med til kurveriget ! Det er et enestående fund , som man søger en markant udstillingsmulighed for – for den er jo kun toppen af isbjerget . Karakteristisk er , at man måtte have fat i en nutidig kurvemager som ekspert ved udgravningen – for datidens flettere var som den tids keramikere eller en senere tids broncelursmede eksperter på deres område – slet ikke ’ primitive ’.
Nutidig pilekurv fra udstiiling på Brandbjerg Højskole 2021 .
Sykurv i løbbinding af rughalm fra Mors .
Da Museum Nordsjælland i marts måned 2020 foretog arkæologiske undersøgelser i forbindelse med et kommende boligbyggeri ved Åtoftegård i Gilleleje , blev der ligeledes gjort et helt usædvanligt fund . I halvanden meters dybde , på den gamle havbund , lå velbevarede rester af en 7500 år gammel fiskeruse , som Slots- og Kulturstyrelsen har udpeget som et af det års vigtigste arkæologiske fund .
Men hvor får vi i dag på dansk grund fremvist kurvemageriets historie ? Jeg har ikke opdaget hvor ? I Landskrona kunne man i 2012 se en enestående udstilling , der præsenterede kurve fra oldtidens Ægypten og frem til nutidens kunsthåndværkere . Det var en meget komprimeret udstilling , hvor der nok var mange genstande , men hvor fremstillingen og anvendelsen af de enkelte kurve kunne have optaget alle museets samtlige kvadratmeter , hvis de skulle være ydet retfærdighed . Man kunne halvopmærksomt gå de tre sale igennem på 10-15 minutter – og der var stof til en permanent samling med behov for langt større tidsforbrug for publikum . Jo , jo det er sin egen vigtighed at holde fast i danske bastioner i fjerne lande . Men - at en så vigtig kulturmarkør som kurven er , er helt uden væsentlig opmærksomhed – det er for dårligt !
Derfor mener jeg , at kurven må med på listen over de immaterielle kulturarv , som der må arbejdes på at bevare . Der er traditioner for håndværket , som der kan arbejdes videre på og som der kan udvikles nyt ud fra . Hemslöjdföreningen i Sverige har i det forløbne år taget sagen op i et projekt de kalder ‘ Korgen lyfter ’, hvor de arbejder på formidling af de forskellige kurveteknikker , som er blevet brugt i det lange land og som bør holdes i live . Hvem tager området op i Danmark ?
Jeg kan ikke undlade en mere personlig bemærkning som afslutning på dette . Jeg har besluttet mig for at kalde mig svensk-dansker , sådan som vi taler om svensk-amerikanere : dansker med svensk oprindelse , som man jo nok kan gætte ud fra mit navn . Det er som en lille anetavle . Per er farfar , Olof er morfar og Johan er farfars far og alle tre var kurvemagere . Bedstemødrene var det også . Min far var det , min mor var det . Morforældrene blev hjemme i Sverige . Min farfar og hans bror slog sig med familierne ned i Danmark . Det blev til en lille koloni af svenskere , som slog sig ned i Lillerød for at lave spånkurve , sådan som de havde lært det i hjemsognet i det nordlige Skåne . I 1890 var det blevet dem forbudt at gå rundt at sælge dem i Danmark og i stedet bosatte de sig , hvad der åbenbart ikke var problemer med . Mængder af spånkurve blev importeret fra Örkened af danske grossister i København , Odense og Aarhus , men der var altså også plads til denne kurvefabrik i Danmark . Nogle af kurvemagerne bosatte sig , andre var sæsonarbejdere . Min familie hørte til de bofaste . Spånkurven var en dagligdags nødvendighedsartikel , som i dag laves som kunsthåndværk af nogle få i Sverige , en egentlig produktion skal man til Polen for at finde . Plasticposerne og papkasser tog livet af spånkurvefremstilling i Danmark med min fars ophør med fremstillingen i 1970 . Selv lærte jeg aldrig at lave en kurv , men jeg har skrevet historien i en nu udsolgt bog , ‘ En tid med spånkurve ’. En følge af denne beskæftigelse har jeg fået øje på kurven i almindelighed og har med denne tekst forsøgt at slå et slag for det forsømte hjørne af kulturhistorien .
Billede af kurveværksted på kurvemuseet i Lichtenfels Tyskland .