Forældrevejledning til "Kan I forstå mig" Forældrevejledning (2005) | Page 46
Minimering af barnets stress Når man læser Sofies bog, får man et indblik i, hvor følsom Sofie er over for stresspåvirkninger. De fleste børn med autisme eller Aspergers syndrom er meget følsomme over for stress, fordi de har en mere ressourcekrævende tilværelse end deres jævnaldrende. Der er langt flere uforudsete udfordringer i deres hverdag, langt flere stressmomenter og langt flere ting, de skal lære end andre børn. Normalt opdrager vi børn ved at udsætte dem for et lille, konstant pres. Sådan er det også i skolen, hvor man hele tiden stresser børnene positivt ved støt og roligt at øge kravene. Børn uden autisme kan håndtere denne form for opdragelse og læring, men sådan er det ikke altid for børn med autisme eller Aspergers syndrom. I en 6. klasse i folkeskolen kan eleverne godt håndtere, hvis de sakker lidt bagud i forhold til at lære andengradsligninger. De er i stand til at forudse, at de nok skal komme op på siden af de andre igen før eller siden. De kan med andre ord godt tåle, at der tæres på deres ressourcer på nogle områder. Børn med autisme eller Aspergers syndrom har bedre af, at man sikrer, at man ikke tærer unødigt på deres ressourcer, ligesom man ikke skal udsætte dem for pres. Det er langt mere formålstjenstligt, at man fokuserer på at fjerne stressfaktorer, sådan at der skabes et overskud hos barnet, så barnet får mulighed for at tage fra, f.eks. med hensyn til undervisning. Både i skolen og i hjemmet er der en række praktiske værktøjer, som kan minimere stress og dermed øge ressourcerne. Disse værktøjer gennemgås nedenfor.
46