Forældrevejledning til "Kan I forstå mig" Forældrevejledning (2005) | Page 35

Man kan forstå, hvordan stress hober sig op ved at forestille sig, at de gennemgående stressfaktorer kan ses som vand i et bæger. De midlertidige stressfaktorer kan ses som olie, der hældes oveni. Olie flyder som bekendt oven på vand, og hvis bekymringer omkring barnets fremtid optager næsten al pladsen i bægeret (som vandet i bunden), kræver det måske kun en ganske lille og tilfældig, ekstra stressbelastning oveni, før man når over sin stresstærskel og oplever at det er dråben, der får bægeret til at flyde over. Hvis man f.eks. ser en mor ved cykelstativet græde over ikke at kunne låse cyklen op, handler det nok ikke om selve situationen ved cykelstativet; det er mere sandsynligt, at der er tale om en mor, der samlet set har for store og for mange stressbelastninger i tilværelsen. Børn adskiller sig ikke fra voksne på dette område. Derfor kan man som forældre opleve, at en lille, ubetydelig ting i barnets tilværelse kan vælte hele læsset. Børn med autisme eller Aspergers syndrom er mere sårbare overfor stress, og derfor er det ikke ualmindeligt, at man oplever mange flere reaktioner på overbelastninger (nedsmeltninger) hos disse børn end hos børn uden vanskeligheder. For eksempel kan de være generelt stressede på grund af manglende struktur og forudsigelighed, men det, der vælter læsset, er, at der er dækket op med to gafler i stedet for én kniv og én gaffel ved frokosten. Som forældre er det nærliggende at reagere ved at tænke på, at vi skal sørge for, at der altid bliver dækket op med det rigtige bestik - i stedet for at prøve på at nedbringe stressniveauet hos barnet ved at sikre mere forudsigelighed i hele barnets hverdag. Uanset om vi taler om børn eller voksne, er kunsten at sikre, at de gennemgående stressfaktorer fylder så lidt, at man kan rumme eller tåle de midlertidige stressfaktorer, som har det med at dukke op på alle mulige – og især uventede – tidspunkter livet igennem. 35