Folkeskolen - fokusgruppetest juni 2014 - fokusgruppetest | Page 13

For Ditte Tommerup er de nationale test et af de mange værktøjer, hun bruger til at tilrettelægge sin daglige undervisning. Og den er langtfra stillesiddende eller kedelig

Af Hans Bach

"tap, tap, tap."

En drengs all-star sko tramper en stille rytme i gulvet, mens hans højre pegefinger glider henover den åbne bog foran ham. På pladsen overfor kratter en pige i grøn blomstret kjole og sorte strømpebukser i bordet, mens hendes øjne svinger som små penduler frem og tilbage på siden i bogen foran hende. Der er læsetid i 4.c.

Fra skolens bibliotek siver de sidste elever lige så stille ind i det lille lokale, hvor de glider stille ned på deres stole og åbner de medbragte bøger. Der læses alt fra murstenstykke romaner til helt små tynde fagbøger. En dreng i en blåstribet trøje smiler helt op til ørerne, mens han bladrer ivrigt i en farverig bog om den svenske fodboldspiller, Zlatan Ibrahimovic. Duften af den første sommermandag trækker ind gennem de store vinduer mod gaden og blander sig med duften af småsvedige drengefødder. På væggen over lokalets gamle, grågrønne kridttavle hænger femten udklippede grønne bogstaver: Den bedste klasse.

43.483 læste sider og udødelige teenagere

"Så er der 30 sekunder igen, og I kan lige læse den sætning, I er i gang med, færdig," siger Ditte Tommerup og bryder tavsheden.

Eleverne lægger bøgerne fra sig og snart er opmærksomheden rettet mod den grønne tavle, hvor programmet for dagens undervisning er skrevet op.

Der skal arbejdes med læselog, forfatterskaber og stavning.

Eleverne har nu kort tid til at arbejde med læseloggen, hvori de noterer deres læsekoncentration og antal læste sider.

Snart står en skov af tal på tavlen, og eleverne hjælper Ditte Tommerup med at regne dem sammen. De skal vide, hvor meget klassen har læst tilsammen. En seddel på væggen afslører, at klassens foreløbige tal lyder på 43.489 sider. Dagens sidefangst lægges til, og eleverne lægger bøgerne væk.

Et par elever har hjemmefra forberedt en præsentation af en forfatter og skal nu læse op for de andre. En lyshåret pige i en lang cardigan rejser sig lidt modvilligt fra sin plads og trykker ryggen helt op mod tavlen. Under tavlen bag hende hænger 12 sedler med klassens faglige mål. Her er opskrevet mål for blandt andet læsning, skrivning, grammatik, kortfilm og teater.

Imens pigen gør sig klar, sætter resten af klassen sig til rette på borde og i vindueskarme. Pigen har valgt at fortælle om Alison Noel, en amerikansk forfatter, som skriver om teenagere med evigt liv. Der går ikke længe før diskussionen flyder, om hvad ordet ”paranormal” betyder. En korthåret dreng, som sidder i skrædderstilling på bordet tættest på tavlen, mener at vide, at det er, når man kan vippe armene bagover. Ditte Tommerup smiler anerkendende til drengen, og spørger ham videre:

”Ja, hvad kalder man det, når vi taler om sådan noget, der ikke rigtig sker i virkeligheden?”

Drengens øjenbryn danser, mens panden trækker sig sammen og giver lige det skub, der skal til for at få tankerne i gang.

”Overnaturligt,” udbryder han med et kæmpe smil, mens han næsten letter fra bordet.

Hurtigt glider snakken over i, hvilken genre sådan noget med at være overnaturlig kunne være, og Ditte Tommerup lyser op, mens ord som ”skønlitteratur”, ”fiktion” og ”fantasy” strømmer ud fra klasselokalets hjørner. Fremlæggelsen slutter med en snak om ordet ”intertekstualitet,” som en pige mener at kunne huske er, når tekster taler sammen.

”Det er ligesom den der sang med Rasmus Seeback, Nangijala,” fortæller hun.

Lydløs kapgang og mandagsstavning

Efter et indblik i endnu et forfatterskab trænger eleverne at røre sig og få lidt luft, og som den naturligste ting i verden tripper de helt stille ud på gangen til en omgang lydløs kapgang rundt på etagen.

Imens er et par elever kaldt op til Ditte Tommerup, som hjælper dem med at vælge en forfatter til deres fremlæggelse i den kommende uge.

Der går ikke længe inden kapgængerne, efter hvad næsten må være rekordtid, kommer småforpustede tilbage i klassen.

Nu står der mandagsstaverunde på tavlen og elevernes ansigtsudtryk skifter fra store smil til dyb koncentration. Gående langsomt rundt i lokalet læser Ditte langsomt tyve ord op for dem. Hun tager dem roligt, et ad gangen, mens flere af eleverne omhyggeligt smager på ordene og nærmest lydløst råber dem ud i lokalet.