4.7
Opsamling
CSR-partnerskaber indeholder potentialer for, at skabe bæredygtige løsninger,
økonomisk vækst og social forandring. Der kan være en særlig styrke ved at lave
CSR-partnerskaber med socialøkonomiske virksomheder, da socialøkonomiske
virksomheder har erfaring med at drive forretning samtidig med, at de ofte er specialiseret i at lave nye løsninger på sociale udfordringer. Det kan give CSR-partnerskabet en høj grad af økonomisk bæredygtighed, hvis begge parter fokuserer
på at skabe social såvel som økonomisk værdi og integrere partnerskabet i deres
værdikæde.
Opstart og udvikling af CSR-partnerskaber kræver dog mindst ligeså stort fokus på
kvalitet og professionalisme for socialøkonomiske virksomheder, som andre samarbejdsformer, og der er som udgangspunkt ingen genveje. Opstart og udvikling
af CSR-partnerskaber mellem socialøkonomiske virksomheder og almindelige virksomheder er på nuværende tidspunkt særligt afhængig af socialøkonomiske virksomheders evner til at tilbyde virksomheder noget, som skaber værdi for dem. CSR
er stadig relativt nyt for mange virksomheder, og socialøkonomiske virksomheder
skal derfor vise, hvorfor det giver mening at starte et partnerskab med dem. Det
sætter høje krav til, at socialøkonomiske virksomheder agere professionelt og har
en forståelse for virksomheders virke. Selvom socialøkonomiske virksomheder har
som primære formål at skabe social forandring, så skal de i ligeså høj grad sikre en
høj kvalitet i deres produkter og ydelser og markedsdygtige priser som almindelige
virksomheder.
Socialøkonomiske virksomheder skal være i stand til at sælge sig selv og tænke
kreativt i forhold til, hvordan de kan skabe værdi for virksomheder. CSR-partnerskaber med socialøkonomiske virksomheder kan blandt andet skabe flere rummelige
arbejdspladser, forbedre virksomheders miljøbelastninger, højne genanvendelse af
spildprodukter, påvirke sårbare menneskers livssituation og meget mere, men det
kræver, at socialøkonomiske virksomheder kan sætte deres spidskompetencer ind
i en virksomhedskontekst.
Virksomheder vil som udgangspunkt kun indgå i samarbejde, hvis det skaber værdi for dem. Socialøkonomiske virksomheder skal derfor tænke kreativt i forhold til,
hvordan samarbejdet kan føre til udvikling af nye produkter, forbedring af produktiviteten, adgang til andre kundesegmenter eller markeder og styrke virksomheders
interne og eksterne varemærke. Virksomheder kan fx mange gange udnytte socialøkonomiske virksomheders viden om et særligt område eller en social udfordring
og bruge CSR-partnerskaber til at modtage en form for konsulent bistand fra socialøkonomiske virksomheder.
På trods af at CSR-partnerskaber er ressourcekrævende, så er der store potentialer
for værdiskabelse for både socialøkonomiske virksomheder og almindelige virksomheder. Virksomheder har ofte flere ressourcer end socialøkonomiske virksomheder og er specialiseret i at skalere løsninger, hvilket kan komme socialøkonomiske
virksomheder særligt til gode i CSR-partnerskaber. Socialøkonomiske virksomheder er derimod specialiseret i at skabe sociale forandringer, hvilket kan komme virksomheder særligt til gode. CSR-partnerskaber rummer derfor mange muligheder
for, at socialøkonomiske virksomheder og virksomheder kan dele ressourcer med
det mål, at der skabes en gensidig værdi for partnerne.
58