CSR_rapport_ny.pdf May. 2014 | Page 33

3.4.3 Særlige læringspunkter: Genanvendelse kan skabe nemme win-win situationer Genanvendelse og genbrug er områder, der indebærer mange muligheder for CSR-partnerskaber. Socialøkonomiske virksomheder kan udnytte virksomheders udfordringer med at håndtere overskudsprodukter på en socialt ansvarlig måde. Mange virksomheder har overskudsprodukter, som ikke har en betydelig værdi for virksomheden, men som kan have stor værdi for andre, og derfor kan de være et oplagt område for CSR-partnerskaber. Når socialøkonomiske virksomheder baserer deres forretningsmodel på genanvendelse og genbrug, så er det vigtigt at have øje for skalering. Genanvendelse er for det meste arbejdsintensivt, og det kan derfor være særligt relevant at bruge genanvendelse som udgangspunkt for arbejdsmarkedsintegration. Det er dog vigtigt, at socialøkonomiske virksomheder har øje for kvantitet og finder produkter, som der er mange af, så socialøkonomiske virksomheder ikke skal bruge unødvendigt mange ressourcer på at genanvende mange forskellige produkter. Det er vigtigt, at socialøkonomiske virksomheder sætter sig ind i virksomheders brancher og rammer at arbejde indenfor, da der kan være særlig lovgivning eller konkurrenceaspekter, som kan modarbejde virksomheders samarbejdsvillighed. 33