3
Hvordan kan socialøkonomiske
virksomheder og virksomheders
CSR spille sammen?
Dette kapitel vil beskrive, hvordan fem socialøkonomiske virksomheder indgår i
CSR-partnerskaber med virksomheder med det formål at skabe fælles værdi for
såvel parterne som samfundet.
De fem socialøkonomiske virksomheder er blevet udvalgt som case eksempler ud
fra en pilotundersøgelse på 43 socialøkonomiske virksomheder i Danmark samt
gennem op følgende skrivebordsundersøgelse (desk research). De fem socialøkonomiske virksomheders CSR-partnerskaber er blevet undersøgt gennem kvalitative
interviews med lederne af de socialøkonomiske virksomheder samt de ansvarlige
for partnerskabet i virksomhederne. I enkelte virksomheder er der endvidere lavet
interviews med andre relevante medarbejdere og ledere, som ikke direkte har tilknytning til det pågældende CSR-partnerskab (se bilag 1 for uddybning af metoden
bag analysen).
De fem socialøkonomiske virksomheder er forskellige slags socialøkonomiske virksomheder, som bruger forskellige forretningsmodeller til at indgå i CSR-partnerskaber.
Analysen af CSR-partnerskaberne mellem socialøkonomiske virksomheder og virksomheder tager udgangspunkt i Værdikædemodellen, som er beskrevet i ovenstående kapitel. De særlige egenskaber ved de fem socialøkonomiske virksomheder
og deres relation til virksomheders CSR bliver løbende fremhævet til inspiration for
andre socialøkonomiske virksomheder, som ønsker at arbejde med CSR-partnerskaber.
19