Småting i hverdagen, som den ugentlige
rengøring, kan være en kamp, når man
ikke kan se nullermændene.
finde kærester. Der var jeg jo ikke.
Jeg skulle jo helt hen i hovedet på
den her dreng for at kunne se noget.”
BRØDKNIVE I KÆLDEREN
I midten af tyverne begyndte
brødknivene at kalde på Bettina.
Hun havde selvmordstanker. Knivene
kaldte på hende. De bad hende
komme nærmere, tage dem i hånden
og rette dem mod sig. Så hun gemte
dem i sin vasketøjskurv i kælderen
hos dem, hun lejede sig ind hos.
Derfra kunne de ikke råbe højt nok.
Heldigvis. For Bettina ønskede ikke at
svare igen.
Hun forsøgte flere gange at bede
om hjælp hos lægen, men h
endes
frustrationer
blev
ikke
hørt.
Problemerne voksede sig større
og større, så Bettina tog bussen til
skadestuen på Odense Sygehus og
insisterede på hjælp. Hun blev kort
efter indlagt på en åben psykiatrisk
afdeling.
“Tænk, hvis ikke jeg havde været det
standhaftige menneske, der havde
sagt: Jeg vil ikke de knive. Jeg vil
gerne leve. Jeg vil gerne have noget
hjælp.”
Siden indlæggelsen har Bettina stort
set kun boet på bosteder, hvor der har
været personale til at hjælpe, når psyken
og fysikken ikke har kunnet følge med.
ANDRES SYN
Bettina har altid været anderledes.
Hendes sammenbrud var en
ophobning af mange ting, men
albinismen har altid været en af
årsagerne til modgang i livet.
“Det er svært at finde sin plads i
tilværelsen, når man er anderledes.
Du er altid alene, og du ligner ikke
de andre. Albinismen har gjort, at jeg
har følt mig ensom.”
Bettina har mærket de andres
øjne hvile på sig. Hun har altid følt,
at folk kiggede mærkeligt efter
hende. Hun har hørt folk grine ad
hende på gaden og håne hendes
lyse
udseende. Hun har forsøgt at
fortrænge k ommentarerne, men de
gjorde altid ondt.
BLIVER ALDRIG MOR
I dag bor Bettina på bostedet
Knagegården på Fyn. Når stilheden
skal brydes, ser Bettina gerne
dokumentarfilm i den runde, grå
lænestol, som er placeret en meter fra
tv’et, så hun kan læse u
nderteksterne.
Bag hende har hun sirligt placeret
bamser og dukker på sofaryggen, og
i vindueskarmen titter
>
CITAT N°35 • 49