stationsby Skørping fik Nadia Nadim og
søsteren mulighed for at spille i Aalborgklubben
B52. Deres mor ville have, at
pigerne skulle fokusere på deres skole, så
de lovede, at det ikke ville påvirke deres
karakterer. De to piger cyklede først til
stationen, hvor de skulle med toget til
Aalborg, og derefter med bus til banen.
Nadia Nadim havde sine bøger med over
det hele, og hun sørgede for, at moderen
ikke havde en finger at sætte på hendes
karakterer.
”Jeg prøvede altid at blive hurtig
færdig, så jeg havde mere tid til at spille
fodbold.”
Nadia Nadim blev ikke født til det. Hun
er stolt af at være en underdog, fordi hun
har arbejdet sig frem til hendes mål.
KAMPEN OM IKKE
AT HOLDE TILBAGE
Nadia Nadim har altid skullet kæmpe for
sin plads. Både som barn og som voksen.
Både på og udenfor banen har hun skullet
kæmpe mod de forventninger, der
var til hende. Den svenske fodboldspiller
Zlatan Ibrahimovic er et stort idol for
hende. Og de to spillere er også blevet
sammenlignet flere gange i årenes løb.
Modsat mange fodboldspillere følger
de to ikke flokken. De har begge en
attitude og ligefremhed, der gør, at de
ikke vil lægge låg på deres meninger.
Hendes holdninger kom eksempelvis til
udtryk under forhandlingerne mellem
Spillerforening og Dansk Boldspil-Union
tilbage i 2017. De kunne ikke blive enige
om en ny aftale, og det endte med, at
forhandlingerne brød sammen, og de
missede en VM-kvalifikationskamp. Året
efter kritiserede hun i sin biografi, ’Nadia
Nadim – min historie’, Spillerforeningens
direktør Mads Øland, der skulle forhandle
på vegne af holdet. En kritik, som
hverken det kvindelige eller mandlige
landshold støttede Nadia Nadim i. Men
den rebelske angriber vil ikke censurere
sig selv, selvom det kan give nogle rap
over nallerne i pressen.
Det er ikke den eneste gang, at den
selvsikre fodboldspiller har været ude
med riven. Da debatten samme år
begyndte at handle om, hvorvidt man
kunne være dansk, hvis man kom fra et
tredjeverdensland, meldte Nadia Nadim
sig på banen til DR:
”Jeg følger med i debatten i Danmark
og ser, hvor landet er på vej hen. Det er
medmenneskeligheden, solidariteten
og tolerancen, der definerer danskhed
for mig. Men den er slet ikke så tydelig
længere. Og det er ærgerligt.”
Den efterfølgende presse var overvældende,
og kort tid efter blev hun kåret
som ’Årets Dansker’ af Berlingske. Men
selvom der var mange positive reaktioner,
så dukkede en underlæggende
racisme op med kommentarer om, at
Nadia Nadim burde smutte hjem, og at
hun burde være taknemmelig for sit liv.
”Medmenneskeligheden,
solidariteten og tolerancen
definerer danskhed for mig.
Men den er slet ikke så tydelig
længere. Og det er ærgerligt.”
39