FOTO PRIVAT
Da Flemming Bamse Jørgensens far blev
syg som ældre, lød ordene da også, som han
havde ventet hele livet på at høre:
”Jeg er stolt af det, du har opnået,
Flemming.”
FLEMMING BAMSE JØRGENSEN SIDDER
PÅ SIT KONTOR den 7. februar 1983. Det
er hans fødselsdag, og fra kontoret i hjem-
met kigger han ud ad vinduet mod ha-
ven. Han får pludselig øje på noget foran
vinduet. Lilla. Lyserød. Hvid. Gul. Krokusser
har stukket hovedet op af jorden og foldet
sig ud. I form som et farvestrålende hjerte.
Käte Jørgensen havde plantet blom-
sterne, da de flyttede til deres nye hus
året forinden.
”Det passer lige med, at de springer ud
til hans fødselsdag,” tænkte hun.
På den måde blev krokushjertet en
slags tradition, der kom til syne hvert år,
når sneen forsvandt. Og når parret flyt-
tede hus, plantede hun hjertet på ny.
Kærligheden mellem Käte Jørgensen
og Flemming Bamse Jørgensen blom-
strede både i have og hus. I hverdagens
små detaljer, når han drillende uglede
hendes hår eller aede hendes kind, idet
han gik forbi. Gav hende et kærligt klap
bagi ved køkkenbordet. Hendes mening
om musikken var afgørende for ham. Og
hver mandag, når Bamse skulle mødes
med sin manager John Madsen og lave
regnskab for weekendens koncerter, tog
han blomster med hjem.
”Han skrev de sødeste små kort til mig.
Jeg har stadig dem alle sammen,” smiler
Käte Jørgensen.
FOTO PRIVAT
KÄTE JØRGENSEN VAR IKKE SÅ OFTE
MED TIL KONCERTERNE. Men hun
ventede altid oppe, når Flemming Bamse
Jørgensen spillede koncert. Når han så
kom hjem, stod hun, uanset tidspunkt
på døgnet, klar med en franskbrødsskive
med salat, tomat, løg og mayonnaise. Og
så sad de to og snakkede en times tid.
”På den måde blev jeg også en del af den
verden,” fortæller Käte Jørgensen, der
havde sin daglige gang i hjemmet med
de to børn.
Og hendes mening var helt afgørende
for Flemming Bamse Jørgensen.
Brød hun sig ikke om en sang, blev den
ændret. Hun skulle altid give sit besyv med.
”Men ellers var det en kæmpe glæde
for mig at gå derhjemme. Vi havde be-
sluttet det sammen, for hjemmet skulle
være vores base,” siger hun.
Og det var det. Flemming Bamse
Jørgensens holdepunkt i et fantastisk
men flygtigt musikerliv.
29