Aarhus Panorama // november // 2017 | Page 28

” Han skrev de sødeste små kort til mig . Jeg har stadig dem alle sammen .”

KÄTE JØRGENSEN

HUSTRU

I

1968 VAR DER DANSEMUSIK PÅ SØSPORTEN på Aarhus Havn . Ikke et sted , den unge Käte normalt ville komme . Men veninden er lun på en fra bandet , så hun tager med .
De sidder og taler over en øl , da Käte får øje på bassisten .
” Åh , han har nogle dejlige øjne ,” siger
Käte . Veninden svarer drillende : ” Du tør ikke gå op og kysse ham !” Käte hopper straks op på scenen , trækker fat i bassistens kravetøj og kysser ham midt på munden . Han vælter bagover og glemmer helt at spille med .
Da koncerten slutter klokken 03:00 , kommer bassisten ned til bordet . Og sådan lyder startskuddet på Käte Jørgensens og Flemming Bamse Jørgensens 42 år lange kærlighedshistorie .
” DET GIK EGENTLIG RET HURTIGT ,” griner hun , når hun tænker tilbage . Efter to måneder friede han , og svaret var et rungende : ” Ja !” De blev viet samme år .
Efter de blev gift , solgte han alle sine instrumenter . For nu skulle de være en rigtig familie , og han ville forsørge dem , fortæller Käte Jørgensen .
Vi befinder os på Restaurant Kohalen på Aarhus Havn . Käte og Flemming Bamse Jørgensen gik ikke så meget ud , når Bamse ikke var ude og spille . For så ville de allerhelst bruge tiden sammen i hjemmet i Risskov . Dog blev Kohalen et af de steder , som parret kom for at få en gang flæskesteg eller fejre familiefødselsdag . ” Jeg kunne jo godt se , da han ikke havde rørt et instrument i et halvt år , at han nok skulle have fat i en bas igen ,” siger Käte Jørgensen .
” Det var aldrig noget , han talte om . Men jeg kunne mærke det . Han skulle være musiker .”
DET VAR AF RESPEKT FOR SIN FAR , han færdiggjorde maskinmesteruddannelsen . For det var farens drøm , at Flemming Bamse Jørgensen en dag skulle overtage farens gummifabrik . Musikken så faren ikke som et rigtigt arbejde .
” Flemming overvejede flere gange , om han skulle prøve at arbejde på fabrikken for at glæde sin far ,” fortæller Käte Jørgensen .
Selv var Flemming Bamse Jørgensen en fantastisk far , fortæller Käte Jørgensen . Han var nærværende , når han var hjemme , hjalp børnene , hvis der var noget . De kunne gå hen til ham , selvom han sad og lavede musik . Han havde altid tid til dem . ” Og han havde ingen forventninger til , at de skulle spille musik , hvis de ikke havde lyst ,” siger hun .
FOTO PRIVAT
Käte og Flemming Bamse Jørgensen elskede hinanden til det sidste . De fik sammen børnene Tine og Theis , som begge bor i Aarhus .
28