E
t interview med Martin Jørgensen kan være en rodet omgang.
Hovedpersonen selv – 37 år, professionel fodboldspiller i AGF,
familiefar og direktør - udstråler ellers en næsten doven ro, men hans omgivelser synes at
være i konstant bevægelse omkring ham. Og han er et socialt væsen, så han følger med.
Dit yndlingsted i Aarhus?
Min have! Men den vil jeg helst ikke anbefale
til andre, så derfor vil jeg anbefale, at man
finder sig eget stille sted ved vandet.
Der er masser af muligheder.
Ellers synes jeg, at Den Gamle By er et ret
specielt sted, som jeg selv besøger med
familien til jul. Det er også et sted, jeg vil
anbefale til folk, der kommer til Aarhus for
første gang.
Hvad mangler Aarhus?
Et ordentligt fodboldstadion uden løbebane.
Og så synes jeg, at vi mangler sådan noget
som Messecenter Herning. Jeg kan ikke se,
hvorfor vi ikke har noget lignende her i byen,
som kan skabe endnu mere dynamik.
Først skal han lige have en kop kaffe. Espresso, selvfølgelig – 13 år i Italien har reduceret
filterkaffe til noget, han kun drikker på kontoret i sit rejseselskab De Grå Busser. Pigen bag
bardisken i Café Break vil gerne snakke, så Martin Jørgensen snakker. På vej ned til bordet får
han øje på en tidligere klubmand på den anden side af caféens store glasparti og lader sin træningstrætte krop glide over til døren, hvor han stikker hovedet ud og brøler en indforstået, men
tydeligvis venskabelig hilsen til den forbløffede mand, inden han vender sig og sætter sig ved
bordet til en snak om Aarhus, Italien, familie, fodbold og forretning. Og alt det ind imellem.
”Jeg kommer fra Djursland, hvor min familie stadig bor, men jeg begyndte for alvor at komme
i Aarhus, da jeg som 14-årig begyndte at spille i AGF. Siden læste jeg også i byen, og det var
her, jeg brugte hele min ungdom, indtil jeg flyttede til Italien. Aarhus er min by,” siger Martin
Jørgensen, som i 2010 vendte tilbage til ungdommens by efter en karriere på topplan i de
italienske traditionsklubber Udinese og Fiorentina. Men hvorfor egentlig det?
Håbede på italiensk nej
På et tidspunkt begyndte den aktive karriere at gå på hæld i Fiorentina, men Martin Jørgensen
ville gerne fortsætte den aktive karriere inden for kridstregerne.
”Jeg følte, at jeg havde mere fodbold tilbage i kroppen. Og eftersom jeg engang var så letsindig
at love, at hvis jeg ikke skulle spille – og bo – i Italien, så skulle jeg spille i Aarhus,” siger Martin
Jørgensen, som derfor pakkede kone og børn og kørte hjem til Aarhus, hvor han underskrev en
kontrakt i januar 2010. Tæt på familien i Ryomgaard og svigerfamilien i Risskov; det kvarter,
hvor han i dag selv bor. Men den italienske forbindelse var ikke helt død.
”I sommeren 2011 kontaktede Fiorentina mig og tilbød mig et job i klubbens administration.
Jeg havde stadig lyst til at spille, så jeg takkede nej. Hvis det nu havde været helt ekstremt
økonomisk attraktivt, havde det været en anden sag. Jeg sendte dem faktisk et modtilbud,
men jeg skal erkende, at jeg håbede, at de sagde nej. siger Martin Jørgensen.
Der er imidlertid sket en del med byen siden 1997, og det er ifølge Martin Jørgensen interessant. Ikke mindst set gennem de italienske øjne, som efter 13 år i støvlelandet vurderer de fleste
indtryk i italiensk optik.
”Jeg var kun 21 år, da jeg flyttede til Italien, så dengang var det mest diskotekerne, jeg gik op i.
Da vi flyttede tilbage, var jeg blevet 34, så der var det mere relevant med danserestauranter for
modne mennesker. Den eneste, jeg kendte fra min ungdom, var Palmehaven, og den var lukket
i mellemtiden,” griner Martin Jørgensen, som i dag går op i nogle lidt andre ting.
”Det er tydeligt, at byen har flyttet sig enormt meget siden dengang. Jeg har blandt andet bidt
mærke i, hvor meget en gade som Jægergårdsgade har forandret sig. Den bugner jo af små
delikatesse- og specialforretninger, som jeg end ikke er nået igennem endnu. Det er rart for en
mand, der har boet så længe i Italien og er blevet te