Aarhus Panorama // marts // 2021 | Page 9

BYUDVIKLING
MINI-FINANSDISTRIKT TAGER FORM
600 millioner kroner . Sådan lød prisen på et kontorhøjhus på Frederiks Plads , som PensionDanmark netop har købt . Bygningen er stadig under opførelse , men de nye lejere er allerede fundet . I slutningen af året flytter Nordea nemlig ind i det 15.000 kvadratmeter store kontorhus , der skal danne rammen for bankens aarhusianske hovedsæde . Det bliver således kun få meter fra Danske Banks nye hovedsæde på den anden side af vejen . Man kan fristes til at sige , at byen får sit eget mini-finansdistrikt , når de to bydele bliver forbundet af Kulbroen . KPMG bliver den anden lejer i bygningen , der går under navnet Company House II .
BYUDVIKLING
GELLERUP BYPARK NOMINERET TIL EUROPAS VIGTIGSTE ARKITEKTURPRIS
Miles van der Rohe-prisen er EU ’ s officielle arkitekturpris , som i daglig tale kaldes Europas vigtigste arkitekturpris . Og det er lidt ud over det sædvanlige , at man nu kan finde den 130.000 kvadratmeter store bypark , fra Gellerup og Toveshøj i det vestlige Aarhus , på listen over nominerede . Når prisen hvert andet år bliver uddelt , er det som regel til prestigebyggerier som teatre , museer og koncertsale . Men når prisen næste år skal uddeles i Barcelona , kan det altså blive Gellerup Bypark , der løber med den store hæder . Administrerende direktør i Brabrand Boligforening , Keld Laursen , håber , nomineringen vil få omverdenen til at se den særlige omdannelse , der foregår i Gellerup .
Ny græsk restaurant åbner på Vestergade
Gyros , souvlaki og bifteki . Det bliver højst sandsynligt en del af menuen , når restaurant Yamas åbner dørene til autentisk og gammeldags græsk mad på restaurantens nye adresse i Vestergade . Yamas har tidligere været at finde i det nu nedlukkede Central Food Market . Her kunne du blandt andet finde græske pita på menuen . Du kunne for eksempel bestille en pita med kryddermarineret gyros af nakkefilet , tomater , rødløg , græske kartofler og tzatziki i traditionelt græsk fladbrød . Du kunne også få en omgang kotsi bestående af langtidsmarineret svineskank med græske kartofler , tzatziki , græsk bondesalat og græsk fladbrød – og mange andre græske specialiteter .
Sushi-restaurant åbnet på Trøjborg
Byens Sushi har allerede restauranter i Aarhus C og Højbjerg , men nu har de slået dørene op til endnu en restaurant på Tordenskjoldsgade 65 på Trøjborg . Restauranten tilbyder klassisk sushi både som enkelte ruller og menuer med nok stykker til én , to eller en hel gruppe . Restauranten tilbyder gratis levering indenfor 5 kilometer , når du minimum bestiller for 100 kroner .
9