program. Ordene ’kapel’, ’bisæt-telse’ og
’kirke’ går igen adskillige gange fra klok-
ken otte om morgenen til engang sidst
på eftermiddagen. På væggen hænger en
hjertestarter.
”Når du nu alligevel skal forbi, kan du
så ikke sige til ham, at vi stadig har hans
mors øreringe?” siger Michael Madsen
henvendt til en af de yngre ansatte.
Før han når at svare, afbryder telefonen
dem. Michael Madsen springer op.
”Det er Michael Madsen,” lyder det. Et
øjeblik senere har hans stemme skiftet
karakter. Den er mere rolig og endnu
blødere, end den plejer at være.
Latteren og småsnakken, der i mellem-
tiden er kommet til live omkring bordet,
dør hen.
”Det gør mig ondt. Kan du din kones
CPR-nummer? Jeg kommer med det
samme.”
Han lægger røret på, og snakken om-
kring bordet fortsætter.
”Jeg kan få tårer i øjnene flere gange i
løbet af en dag, men jeg hjælper jo ikke
de pårørende ved at sætte mig ned og
græde. Jeg bliver nødt til at holde en
distance. Nødt til ikke at lade alle de triste
tanker opsluge mig,” siger Michael Mad-
sen, der har deltaget i flere tusinde begra-
velser, siden han som 14 årig begyndte at
hjælpe til i firmaet.
Hvert år dør der omkring 50.000
mennesker i Danmark. En stor del af
dem hører til blandt den ældre del af
befolkningen. Ni ud af ti, der henvender
sig til Bedemand H.J. Madsen, vælger
at blive brændt.
Selv det klareste lys brænder ud
En enlig, ældre kvinde uden pårørende får sit sidste farvel.
”Skal den lægges på kisten efter cere-
monien?” spørger Michael Madsen en
sortklædt kvinde, der bærer en lilla buket.
Hun nikker. Michael Madsen lægger
den forsigtigt på bordet blandt de andre
blomster, mens kvinden fortsætter ind i
kirken. Ved alteret står en hvid kiste. Den
er pyntet med store, røde roser. På gulvet
ligger buketter i alle regnbuens farver.
De sidste gæster sætter sig. Præsten
begynder sin prædiken:
”Hun har givet kærlighed, omsorg og
brændt som et klart lys for jer. Men selv
det klareste lys har en vis brændetid.”
Det ved Michael Madsen alt om. Han
har begravet flere af sine venner, der var
på samme alder som ham selv.
Efter ceremonien og sangen ’om lidt
bliver her stille’ er stilnet af, triller den
blanke rustvogn langsomt afsted med
kisten. Bag den kører en gul bybus.
Gæsterne står i stilhed og kigger, indtil
rustvognen er ude af syne. Flere holder
om hinanden.
Michael Madsen er kørt videre til den
næste bisættelse. Han skal sikre sig, at
blomsterne også her ligger, som de skal,
og at de pårørende får den hjælp, de
behøver.
”Jeg vil gerne gøre det så godt, som
jeg overhovedet kan. Jeg vil sikre mig, at
65