Kroppen i byen
og byen i kroppen
Mange forbinder parkour med muskuløse mænd, Hollywoodfilm og
hovedløse hop over hustage. Men sådan behøver det ikke at være. Det
er de knap 60 kvindelige medlemmer af Facebook-gruppen ’Parkour
women in Aarhus’ bevis på. For dem handler det ikke om, at det skal
se vildt ud. De er mere interesserede i at udfordre sig selv og udforske
deres by.
TEKST ANNE MØLLER
FOTO CHRISTER RISE
E
n ung kvinde i sweatshirt, hul-
lede jeans og Adidas-sko er klat-
ret op på et gelænder. Hendes
lange, brune fletning gynger fra
side til side, mens hun langsomt, men
sikkert, og på alle fire bevæger sig frem
over den runde metalstang. To andre ser
måbende til i baggrunden. Én forkert
bevægelse, og hun kan risikere at slå
hovedet i asfalten.
”Stærkt, Malene,” råber én af dem, da
hun efter at have sat af i et sidelæns hop
igen rammer jorden.
Det er fredag eftermiddag, og 31-årige
Malene Najbjerg og fire andre kvinder
er mødtes på Kochs Skole i det nord-
lige Aarhus. Ikke alle har set hinanden
før, men de er alle sammen medlem af
Facebook-gruppen ’Parkour women in
Aarhus’. En gruppe, der blev stablet på
benene af 26-årige Kirstine Saxe Nordal
sidste sommer, og hvor der hverken er
træner eller mødepligt. Man skriver bare
ud, mødes og træner på eget initiativ.
Det er idéen.
INSPIRATION FRA MILITÆRET
Parkour har rødder tilbage til 1990’erne
og den franske forstad Lisses. Her, knap
fyrre kilometer syd for Paris, boede fransk-
manden David Belle, der i dag betragtes
som parkours grundlægger.
”Historien lyder, at to unge fyre, David
Belle og Sébastian Foucan, tog ved lære
at David Belles far, der havde været
løjtnant under Vietnamkrigen. Han havde
brugt en særlig metode til at træne sine
25