For det var mere, end jeg selv var. Bare
der var én anden pige at snakke med, der
kunne sige: ’Nu gør du det fandeme.’ Det
var nok for mig,” understreger hun.
INTERAKTION MED BYRUMMET
I skolegården har kvinderne delt sig op.
Nogle tager tilløb for at nå op over en
flere meter høj mur, mens andre med
samlede ben forsøger at hoppe over en
bred fordybning i asfalten, der er fyldt
med vand.
Det er ikke altid, at kvinderne mødes
på Kochs Skole. Indimellem foregår det
også nede i det mere industrielle havne-
miljø på Aarhus Ø.
”Der er et fænomen, der hedder Play
Vision, som handler om, at man ser på
sine omgivelser med legende øjne. Nu er
vi på en legeplads, så det er helt oplagt
at se på det her sted med legende øjne,
men hvis vi havde mødtes et andet sted,
for eksempel nede på havnen, som ikke
er bygget til at blive leget på, så er det
sjovt at se på de muligheder, der er i
byrummet. Så får man øjnene op for
de små ting, som enten gør det mega
oplagt eller mega uoplagt at træne,” for-
klarer Kirstine Saxe Nordal og fortsætter:
”Generelt kan jeg rigtig godt lide den
måde, man interagerer med byen på,
når man er i den på en anden måde, end
når man sætter sig nede ved havnen og
spiser en is. At man bruger den og ikke
bare er på besøg i den.”
INGEN KONKURRENCE-
ELEMENTER
Inden Kirstine Saxe Nordal oprettede
Facebook-gruppen ’Parkour women in
Aarhus’, kom hun i idrætsforeningen
Aarhus Parkour.
”Det er en rigtig fin forening, og jeg har
stor respekt for deres arbejde. Og det er
slet ikke, fordi de er ekskluderende, men
fordi de er rigtig mange mænd, kan man
som kvinde hurtigt ende med at stå og
kigge på. For der er virkelig stor forskel
på, hvordan mænd og kvinder træner
parkour. Kvinder er bare mere beregnen-
de og mere i tvivl om deres evner på én
eller anden måde. De kaster sig ikke bare
ud i ting på samme måde som mænd,
og det kan have sådan en dobbeltnega-
tiv effekt, for hvis de så ikke comitter sig,
så kan det faktisk være, at de fejler, og
det er jo virkelig ærgerligt.”
Generelt er der ikke noget konkur-
renceelement indblandet, når ’Parkour
women in Aarhus’ mødes og træner. De
er mere interesserede i at udfordre sig
selv og prøve grænser af.
”Det handler i virkeligheden meget
om, hvad man sætter i højsædet. Er det
effektivitet, eller er det et mere kunst-
nerisk, akrobatisk udtryk? Skal det se
flot ud, eller skal det føles flowy? Når jeg
laver parkour, så tror jeg aldrig, der er
nogen, der tænker: ’Wow, hvor ser det
vildt ud.’ Men det kan stadig føles rigtig
lækkert for mig at forfine en bevægelse.”
For Kirstine Saxe Nordal har parkour
aldrig været en decideret livsstil. På
samme måde ligger hun heller ikke no-
gen form for magtkritik til grund for hen-
des interesse, som man så i 1990’erne.
Alligevel er hun blevet inspireret af den
mentalitet og den respekt, der er i park-
ourmiljøet. Og det mærker man, når hun
taler til de andre kvinder.
”Pas på, der er lidt glat,” lyder det flere
gange.
Og er der nogen, der har brug for en
hestesko, er hun der straks.
”Kvinder er bare
mere beregnende
og mere i tvivl om
deres evner på en
eller anden måde. De
kaster sig ikke bare
ud i ting på samme
måde som mænd.”
- Kirstine Saxe Nordal, parkourudøver
og stifter af Facebook-gruppen ’Parkour
women in Aarhus’
29