men efter deres omgivelser. Sådan er
det også sket i resten af verden, og det
har ført til store diskussioner om, hvad
parkour er, og hvornår noget er parkour.
Kirstine Saxe Nordal fortæller:
”Når vi træner parkour, foregår det tit
på skoler som her. Og så kan man let få
spørgsmålet: ’Jamen, er det ikke netop
bygget til parkour?’ Og det er en kæmpe
diskussion. Hvad med det her underlag
for eksempel?”
Hun stryger håndfladen henover
legepladsens overflade, der er gjort af et
gummiagtigt, græsgrønt materiale.
”Bliver det så ikke netop lidt for… let?
Nogle vil i hvert fald mene, at det mister
sin autoritet. Det er der virkelig mange
diskussioner om i hele det internationale
parkourmiljø. At når man begynder at
bygge til parkour, er det så netop ikke
parkour? Men det blander jeg mig ikke
så meget i.”
KVALITET FREM FOR KVANTITET
”Vi ser det på skoleskemaet i folke-
skolen, og vi ser det udbudt på høj-
skoler. Nogle steder bliver det endda
medtænkt som byplanlægning.”
- Maja Klausen, postdoc i Medievidenskab på SDU,
om parkours udvikling og udbredelse
Kirstine Saxe Nordal er 26 år og kommer
oprindeligt fra København, men har boet i
Aarhus i fire år, hvor hun har læst arabisk-
og islamstudier. Hun startede med at
dyrke parkour for fem år siden, da hun gik
på højskole, og siden har hun holdt fast.
”Jeg kan godt lide tanken om, at man
inkluderer hele kroppen. At der både
er cardio og styrke. Jeg har også dyrket
crossfit, og det er også virkelig sjovt. Men
der er der en fast teknik, og der er det ofte
enten eller; der kan man godt lave noget
kun med armene, hvor man næsten ikke
aktiverer benene. I parkour kan man nær-
mest ikke undgå at aktivere hele kroppen,
og det kan jeg godt lide. Og så er der også
et mere personligt udtryk i det. Der er for
eksempel ikke nogen begrænsninger i
forhold til, hvordan man kommer over en
mur eller forholder sig til en forhindring,”
siger hun.
Da hun for fire år siden flyttede til
Aarhus, kendte hun ikke ret mange på
forhånd. Heller ikke sin nye by kendte hun
ret godt. Derfor besluttede hun at oprette
Facebook-gruppen ’Parkour women in
Aarhus’.
”I København har de nogle rigtig fede
arrangementer for kvinder, der dyrker
parkour. Og det manglende jeg bare. Hver
gang jeg var derovre, var jeg bare sådan:
’Hvor er det fedt at træne sammen. Det er
jo bare så kedeligt at træne alene.’ Og så
tænkte jeg: ’Der må da være nogle piger,
som det kunne være sjovt at træne med,
og så satte jeg mig ned og lavede den her
gruppe.’”
I dag har knap 60 kvinder – de fleste
mellem 20 og 30 år – fundet vej til grup-
pen. Det betyder dog ikke, at de er 60
kvinder, når de mødes og træner. Ofte
er de ikke mere end et par stykker. Men
det er heller ikke dét, det handler om for
Kirstine Saxe Nordal.
”Succeskriteriet har hele tiden været:
Hvis jeg bare har én anden at træne med.
27