Helene og Frederik Svinth nyder sammen med deres børn
fællesskabet i kollektivet Nymølle i det nordlige Aarhus.
den her måde, og fordi det er de samme
mennesker, man skal forholde sig til hver
dag. Det er nogle meget nære relationer,
der opstår.”
DEN LILLE FAMILIE OG DET STORE
FÆLLESSKAB
Et af kollektivets to køkkener er et indu-
strikøkken, som står tilbage fra dengang
Nymølle var en kro. Her er tre køleskabe,
tre ovne og mange meter bordplads i stål.
I midten af rummet står to spiseborde
med stole omkring.
Der laves fælles mad søndag til og med
torsdag, som to voksne står for. De skiftes
til at lave en madplan for en hel uge og
købe de varer ind, der skal bruges. Det
sparer dem for både tid og penge. I dag
er det Helene Svinth og Ninna Pedersen,
der skal lave mad, og menuen står på
jordskokkesuppe. Maden er hovedsage-
ligt økologisk, og de spiser gerne kød én
gang om ugen og fisk én gang om ugen
og ellers vegetarisk. Men der er ikke nogle
faste regler.
”I starten lavede vi regler for alt – vi var
virkelig regelryttere. Det var fordi, tilliden
ikke var opbygget endnu,” siger Helene
Svinth, mens hun står og hakker løg.
”Ej, det er fedt at stå og tude, mens
man snakker om det her,” afbryder hun
sig selv og fortsætter:
”Men jeg har da også tudet over at bo
her,” griner hun.
Det har hun både af glæde og fru-
stration. Hun fortæller, at hun både er
blevet mere og mindre rummelig af at bo
i kollektivet Nymølle, hvor beboerne er
enormt forskellige.
”Jeg kan bedre rumme forskellighed,
og jeg kan med mange flere mennesker,
end jeg troede, jeg kunne. Men jeg er nok
blevet mindre rummelig over for, hvis folk
ikke vil tage ansvar.”
Selvom der laves fælles mad fem ud af
ugens syv dage, spiser kollektivets
19