Aarhus Panorama // januar // 2019 | Page 18

D aggry Svinth på fem år holder en af kollektivets mange kaniner tæt ind til sin pink flyverdragt. ”Far! Se!” hun stopper med at ae kaninen og peger op mod himlen med den ene hånd. Hun forklarer, at der kommer mange af sådan nogle havørne her, fordi de godt kan lide at spise fisk fra søen. ”Man keder sig faktisk aldrig her,” siger hun. ”Nej,” istemmer lillesøster Saga Svinth på tre år og ryster på hovedet. TIDEN OG NATUREN I et stort, hvidt hus med kakigrønne vinduespartier bor seks børnefamilier. Foran huset ligger en gildesal og et stort græsareal, hvor man kan finde diverse legetøj, kaniner og bålsted. 31-årige Fre- derik Svinth går bagom huset og viser vej forbi søen ind i skoven, hvor der løber en lille bæk. Her har han bygget et shelter og en platform i et af de høje træer. ”Vi måtte rykke nu, hvis vores børn skal elske naturen, og man lærer ikke at elske naturen ved at besøge den ind imellem. Man lærer det ved at være i den,” siger han. En kold dag i marts for knap tre år siden besøgte Frederik Svinth og Helene Svinth Nymølle. De ønskede at starte et kollektiv uden for Aarhus. ”Jeg havde det sådan, at jeg ville få kæ- restesorger, hvis ikke vi fik det her sted,” siger Frederik Svinth. Efter at have fået deres første barn var to ting vigtige for dem: Tid og natur. Fre- derik Svinth fortæller, at det kunne de få ved at bosætte sig sammen med andre, hvor man hjælpes ad med hverdagen, så den bliver lettere, og ved at bosætte sig midt naturen. ”Det er virkelig værdifuldt, at ens barn også er meget tryg ved andre voksne. Jeg er alene med min søn, så det er særligt for mig, at han har andre voksne end bare mig at spejle sig i.” - Ninna Pedersen Netop den tankegang er de ikke ene om. For ifølge sociolog og fremtidsforsker Birthe Linddal har vi i de seneste 5-6 år set en stigning i børnefamilier, der vælger at bosætte sig sammen. Mange af bofæl- lesskaberne opstår uden for de store byer, og det skyldes både, at det er dyrt at bo der, og at man ønsker at distancere sig og finde en anden måde at leve på – hvilket bofællesskaberne har en historie for. ”Der er et ønske om et samfund med nogle andre værdier end dem, der præger storbyen,” siger Birthe Linddal, som har forsket i bofællesskaber. Hun peger på, at mange savner ro, natur og fællesskab. 18 Til maj skal alle Nymølles beboere dog flytte ud igen, fordi lejeren selv skal bruge stedet. Men det har de hele tiden vidst. Kollektivet Nymølle har været et treårigt eksperiment af, hvordan det er at bo sammen med andre familier uden for storbylivet. EN FÆLLES HVERDAG Røgen blæser op fra et lille ildsted foran gildesalen, hvor mange af kollektivets beboere er samlet. På et bord er der kiks, knækbrød, smør, ost og marmelade. 38-årige Ninna Pedersen er i gang med at smøre mader. Hun er mor til Theo, som er tre år gammel, der sidder og spiser chokoladekiks ved siden af. Ninna Pedersen fortæller, at det giver hende overskud i hverdagen at bo her. I kollektivet hjælper de hinanden rent praktisk med at lave mad, købe ind og med at passe hinandens børn. Men det er ikke kun det praktiske, det handler om: ”Vi er meget ude og dermed meget sammen med hinanden. Stedet er omgi- vet af træer, så her er ret trygt, og børnene er frie til at tulre rundt. Jeg synes også, det er virkelig værdifuldt, at ens barn også er meget tryg ved andre voksne. Jeg er alene med min søn, så det er særligt for mig, at han har andre voksne end bare mig at spejle sig i.” Der udbryder en stor latter fra de voksne, da de opdager, at Laust, Elmer og Aya, der alle er omkring halvandet år gamle, er på vej på selvstændigt eventyr på græsplænen og stavrer på række gen- nem de nedfaldene blade. 28-årige Clara Aaholm, som bor i kol- lektivet med sin mand Kristoffer Korshøj og datteren Esther, tilslutter sig eftermid- dagshyggen: ”På den ene side er det kaotisk at bo her, fordi vi er så mange mennesker, der bor tæt, men det er også mere roligt, fordi vi kan gå udenfor og være sammen på