D
aggry Svinth på fem år holder en af
kollektivets mange kaniner tæt ind
til sin pink flyverdragt.
”Far! Se!” hun stopper med at
ae kaninen og peger op mod himlen
med den ene hånd. Hun forklarer, at der
kommer mange af sådan nogle havørne
her, fordi de godt kan lide at spise fisk fra
søen.
”Man keder sig faktisk aldrig her,”
siger hun.
”Nej,” istemmer lillesøster Saga Svinth
på tre år og ryster på hovedet.
TIDEN OG NATUREN
I et stort, hvidt hus med kakigrønne
vinduespartier bor seks børnefamilier.
Foran huset ligger en gildesal og et stort
græsareal, hvor man kan finde diverse
legetøj, kaniner og bålsted. 31-årige Fre-
derik Svinth går bagom huset og viser vej
forbi søen ind i skoven, hvor der løber en
lille bæk.
Her har han bygget et shelter og en
platform i et af de høje træer.
”Vi måtte rykke nu, hvis vores børn skal
elske naturen, og man lærer ikke at elske
naturen ved at besøge den ind imellem.
Man lærer det ved at være i den,” siger
han.
En kold dag i marts for knap tre år
siden besøgte Frederik Svinth og Helene
Svinth Nymølle. De ønskede at starte et
kollektiv uden for Aarhus.
”Jeg havde det sådan, at jeg ville få kæ-
restesorger, hvis ikke vi fik det her sted,”
siger Frederik Svinth.
Efter at have fået deres første barn var
to ting vigtige for dem: Tid og natur. Fre-
derik Svinth fortæller, at det kunne de få
ved at bosætte sig sammen med andre,
hvor man hjælpes ad med hverdagen, så
den bliver lettere, og ved at bosætte sig
midt naturen.
”Det er virkelig værdifuldt, at
ens barn også er meget tryg ved
andre voksne. Jeg er alene med
min søn, så det er særligt for mig,
at han har andre voksne end bare
mig at spejle sig i.”
- Ninna Pedersen
Netop den tankegang er de ikke ene om.
For ifølge sociolog og fremtidsforsker
Birthe Linddal har vi i de seneste 5-6 år
set en stigning i børnefamilier, der vælger
at bosætte sig sammen. Mange af bofæl-
lesskaberne opstår uden for de store byer,
og det skyldes både, at det er dyrt at bo
der, og at man ønsker at distancere sig og
finde en anden måde at leve på – hvilket
bofællesskaberne har en historie for.
”Der er et ønske om et samfund med
nogle andre værdier end dem, der præger
storbyen,” siger Birthe Linddal, som har
forsket i bofællesskaber. Hun peger på, at
mange savner ro, natur og fællesskab.
18
Til maj skal alle Nymølles beboere dog
flytte ud igen, fordi lejeren selv skal bruge
stedet. Men det har de hele tiden vidst.
Kollektivet Nymølle har været et treårigt
eksperiment af, hvordan det er at bo
sammen med andre familier uden for
storbylivet.
EN FÆLLES HVERDAG
Røgen blæser op fra et lille ildsted foran
gildesalen, hvor mange af kollektivets
beboere er samlet. På et bord er der kiks,
knækbrød, smør, ost og marmelade.
38-årige Ninna Pedersen er i gang med
at smøre mader. Hun er mor til Theo, som
er tre år gammel, der sidder og spiser
chokoladekiks ved siden af.
Ninna Pedersen fortæller, at det giver
hende overskud i hverdagen at bo her.
I kollektivet hjælper de hinanden rent
praktisk med at lave mad, købe ind og
med at passe hinandens børn. Men det er
ikke kun det praktiske, det handler om:
”Vi er meget ude og dermed meget
sammen med hinanden. Stedet er omgi-
vet af træer, så her er ret trygt, og børnene
er frie til at tulre rundt. Jeg synes også,
det er virkelig værdifuldt, at ens barn også
er meget tryg ved andre voksne. Jeg er
alene med min søn, så det er særligt for
mig, at han har andre voksne end bare
mig at spejle sig i.”
Der udbryder en stor latter fra de
voksne, da de opdager, at Laust, Elmer
og Aya, der alle er omkring halvandet år
gamle, er på vej på selvstændigt eventyr
på græsplænen og stavrer på række gen-
nem de nedfaldene blade.
28-årige Clara Aaholm, som bor i kol-
lektivet med sin mand Kristoffer Korshøj
og datteren Esther, tilslutter sig eftermid-
dagshyggen:
”På den ene side er det kaotisk at bo
her, fordi vi er så mange mennesker, der
bor tæt, men det er også mere roligt, fordi
vi kan gå udenfor og være sammen på