White Hawks vs. Herlev Eagles 04.11.22 - Herlev Eagles | Page 9

Erik Vikström : Vi skal ikke give White Hawks flere gaver

Erik Vikström håber og tror , at Herlev kan vende en kedelig nederlagsstime , når sjællænderne fredag tørner sammen med White Hawks på udebane .
Af Casper Holm
Herlev Eagles oplever i øjeblikket en lignende nederlagsstime , som White Hawks gjorde for ganske nyligt .
Erik Vikströms mandskab er således uden sejr i de seneste fem kampe . Det har gjort , at Herlev er dumpet en smule nedad i tabellen , hvor de i øjeblikket er placeret på 7 . pladsen med to point op til netop White Hawks på 6 . pladsen .
De mange nederlag nager selvfølgelig holdets cheftræner , som dog tilskriver den kedelige periode holdets mange skader .
- Vi spiller i øjeblikket med ligaens yngste hold , da vi har seks bærende kræfter på skadeslisten . Det har uden tvivl været svært , men vi har ydet en god indsats hver eneste gang . Mere kan man ikke forlange , siger Erik Vikström , som håber at kunne ende den kedelige nederlagsstime mod White Hawks .
Vikström forventer dog et tæt opgør mod Høgene . Det er tilfældet , da de to mandskaber indtil videre i sæsonen har spillet seks meget lige perioder mod hinanden .
Sådan forventer den svenske cheftræner også , at det bliver denne gang .
- Jeg synes , vi ligger godt til hinanden som hold . Vi vil begge fremover isen og lave mål . Jeg er sikker på , at det bliver lige så tæt og spændende , som det har været de to første gange .
Det eneste , Herlev-chefen håber at kunne forbedre , er antallet af personlige fejl .
- Da vi mødte White Hawks på hjemmebane i slutningen af oktober , gav vi dem en meget tidlig julegave i slutningen af 3 . periode , som de udnyttede til at tage alle tre point . Det bliver der ikke plads til denne gang , hvis vi gerne vil have sejren med hjem til Herlev .