White Hawks vs Aalborg Pirates 17.01.23 | Page 3

<

Pelle Hånberg : Vi savner stabilitet

Den svenske cheftræner fremhæver ordet stabilitet forud for tirsdagens lokalopgør mod Aalborg Pirates .
Af Casper Holm
Det har ikke set for godt ud for Frederikshavn White Hawks i 2023 .
En imponerende derbysejr over Aalborg Pirates imellem jul og nytår er sidenhen blevet efterfulgt af fem nederlag på stribe . Det efterlader høgene på en aktuel 8 . plads i tabellen med 40 point for 34 kampe .
Den magre pointhøst ærgrer Pelle Hånberg , som mener , at White Hawks generelt har været for ustabile .
- Selvom vi langt henad vejen bevæger os i den rigtige retning , oplever vi for store udsving . Vi har for let ved at falde tilbage til gamle vaner , når vi er pressede , og det har desværre udmøntet sig i en række ustabile præstationer , siger White Hawks-chefen .
Tirsdag venter Aalborg i endnu et lokalopgør , hvor det ifølge Pelle bliver vigtigt for hjemmeholdet at rejse sig efter en svær periode .
- Slutspillet nærmer sig med hastige skridt , så vi har travlt i forhold til at finde en god rytme og bygge yderligere på vores spil . I sidste ende handler det hele om stabilitet . Det håber jeg , at vi får opbygget i de kommende kampe , siger Hånberg .
Der er kampstart mellem Frederikshavn og Aalborg kl . 19.00 i Nordjyske Bank Arena .