VenstrePosten nr. 3 2014 AUGUST | Page 3

VENSTREPOSTEN Nr. 3. 2014 FORMANDEN HAR ORDET Kære Venstremedlem Sommeren har vist sig fra en af sine meget pæne sider med rigelig sol og varme. Det har de fleste af jer forhåbentlig nydt i fulde drag. De af jer, der har noget med landbrug at gøre, synes måske, der har været for lidt regn i sommerens begyndelse, og at kernerne derfor har for lavt indhold af det, der nu helst skal være i dem. Men til gengæld kan man så glæde sig over fantastisk høstvejr, i alt fald i den forløbne tid af høsten. Den gode sommer har givet mulighed for opsamling af energi til det, vi nu snart skal i gang med, nemlig det kommende Folketingsvalg. Om en god måned har den nuværende regering maksimalt 1 år tilbage af sin regeringsperiode, men lur mig om ikke finanslov og efterår udnyttes til udskrivning af valg. Vi skal i alt fald være klar til det, så vi igen kan få en Venstreledet regering i Danmark. Godt nok har regeringen været nødt til at bygge på de grundsten, som Lars Løkke så dygtigt havde lagt, inden han i september 2011 måtte låne Helle Thorning nøglerne til Statsministeriet, men ikke alle de byggeklodser, der er lagt oven på grundstenene, er gjort af det rigtige materiale. Der er for meget rødt ler iblandet. En af forudsætningerne for at kunne vinde det kommende valg er, at Blå Blok kan vise en bæredygtig og troværdig politik, som alle står sammen om. Det er derfor glædeligt at kunne konstatere, at de 4 ledere i Blå Blok har aftalt fælles fodslag for væsentlige dele af de politiske udfordringer, og mon ikke, som det fremgår af lederen i Berlingske Tidende søndag den 3. august, man kan finde løsninger der, hvor partierne har forskellig kant – altså Liberal Alliance og Det Konservative Folkeparti kan udmærket have en skarpere kant på skattepolitik end Dansk Folkeparti og Venstre, uden at det nødvendigvis indeholder en hindring for fælles politiske løsninger. Vi skulle jo gerne have samlet stemmer blandt alle de, der har en borgerlig/liberal observans, uanset om de er midtsøgende eller længere ude på den højre bane i det politiske spektrum. Det er en forudsætning for et flertal omkring Lars Løkke som statsminister. Det er også glædeligt, at der overhovedet ikke er tvivl blandt nogen af partilederne i Blå Blok om, at det er Lars Løkke, der er statsministerkandidaten. Valgkampen i Gribskov Kommune kommer til at handle om Venstres mærkesager og profilering af vores Folketingskandidat, Klaus Markussen, som vi jo har i fællesskab med Venstre i Hillerød. Tilsammen udgør de to kommuner Hillerødkredsen. Efter Venstres sommergruppemøde, som afholdes den 8. – 10. august, og i tiden frem mod Landsmødet den 3. og 4. oktober, kan vi forvente notater om V