VenstrePosten Nr. 2 2014 1 | Page 3

VENSTREPOSTEN Nr. 2. 2014 FORMANDEN HAR ORDET Kære Venstremedlem I sidste nummer af VenstrePosten omtalte jeg den brede konstituering i Gribskov Kommunes Byråd, og jeg udtrykte både glæde og forventning til samarbejdet i Byrådet. Jeg bemærkede også, at aftalen med henholdsvis Socialdemokraterne og Nyt Gribskov var teknisk, og at den ikke bandt partierne politisk. I de forløbne måneder har vi været vidner til utallige angreb på Venstre og mistænkeliggørelse af stort set alle hensigter og tiltag. Venstre har indtil nu været tavs og er stort set ikke gået til modangreb, idet holdningen har været, at frustrationerne skulle have lov at få afløb. Også selvom nogle af indlæggene grænsede til det perfide. Den taktiske begavelse udnytter en enkelt af konstitueringspolitikerne til det yderste i et forsøg på at stikke kiler ind mellem samarbejdspartnerne – det er naturligvis legalt, men ikke særlig loyalt. Topmålet må dog være nået ved byrådsmødet den 28. april. En dagsorden på 17 punkter, hvor kun få punkter kunne dele vandene mellem de to sider af byrådssalen. Talelysten var alligevel stor – og det er jo også et naturligt sted at dele sine politiske holdninger med kollegaer, tilhørere og presse. Men det kneb gevaldigt med at holde debatten til det punkt på dagsordenen, som var til debat. Som ordstyrer anmodede borgmesteren nogle gange byrådsmedlemmerne om at holde sig til det aktuelle dagsordens- punkt. Det kneb, og på et tidspunkt måtte borgmesteren - efter en ikke efterkommen henstilling - fratage et medlem ordet. Det affødte naturligvis debat og protester, og efter behandlingen af endnu et punkt kom Morten Ulrik Jørgensen i tanke om, at man da kunne udvandre i protest. Der var ikke langt fra tanke til handling, så de sidste 8 punkter blev behandlet uden tilstedeværelse af Socialdemokraterne, Nyt Gribskov, De Konservative og Enhedslisten. Det er lidt svært at tage handlingen alvorligt, men lidt eftertanke om samarbejdsmuligheder og –vilje giver det dog. Når vi ser bort fra ovennævnte – måske lidt barnagtige stunt – har de 4 første måneder vist nogle gode resultater. De fleste af resultaterne er opnået i bred enighed, og i nogle af de arbejdsmæssigt lidt tungere udvalg er der ved dygtigt samarbejde mellem udvalg og administration opnået rigtig gode aftaler. Forårets vækstpakke – i skrivende stund har vi endnu ikke set den – synes mere og mere udvandet. Kommissionens rapport udmøntes nok ikke i den forventede grad i reelle vækstfremmende forslag, idet den ellers så økonomisk ansvarlige leder af De Radikale taler for- ventningerne voldsomt ned. Trist for Danmark og trist for alle de, der mangler et job. Venstres leder, Lars Løkke Rasmussen, har gentagne gange rakt hånden frem, stillet konkrete forslag og tilmed tilkendegivet, at ingen af dem er ultimative. Maj måned må vise, om det er muligt at opnå et passende blåt aftryk på reformen. Der er ingen tvivl om, at Venstre kun deltager i forlig, der trækker Danmark i den rigtige retning, Der skal være indhold, der forbedrer konkurrenceevnen og giver job, og så gør det ikke noget, hvis det bliver lettere at drive virksomhed i Danmark. I maj måned – nærmere bestemt søndag den 25. maj – skal vi vælge medlemmer til Europa-Parlamentet. Her har vi vores egen Poul-Erik Høyer opstillet. Hvis Poul-Erik Høyer skal vælges, er det vigtigt, at vi alle møder frem og stemmer personligt på ham. Med sin internationale indsigt, og med sin tilgang til idræt og uddannelse vil Poul-Erik være en gevinst for parlamentet. Har du lyst til at støtte Poul-Erik i valgkampen ved deltagelse i kampagnen, hører vi meget gerne fra dig. Vi skal ved samme lejlighed stemme om Patentdomstolen. Det er en meget vigtig afstemning for danske vir