Cheftræneren har ordet
Betinia Ligaen er den ventet tætte række
Af: Claus Nørgaard, cheftræner
Siden kampen i Randers den 3. maj har vi jo faktisk ikke tabt en fodboldkamp, så vi har en trup, der arbejder og bevæger sig i den rigtige retning. Er vi i mål – nej, det er vi ikke endnu. Vi skal arbejde med relationerne i vores offensive spil, så vi bliver bedre til at spille hinanden gode og skabe flere chancer og dermed flere mål. Vi skal også stadig blive bedre til at forsvare og spille til nul. Vi giver ikke mere så mange chancer væk, men vi giver nogle dumme chancer væk, hvilket man også så i pokalkampen onsdag. Ved dødboldene er vi et godt sted, men som sagt skal relationerne på den sidste tredjedel skærpes.
Vi er selvfølgelig også i gang med en mental ændring – fra at være et’ taberhold’, som vi jo i høj grad var i sidste sæson, og så til et’ vinderhold’. Man så det fx i kampen mod AB, hvor vi næsten blev nervøse, da vi kom foran 2-1, mens AB, som bare har vundet og vundet i 2. division, bare blev ved at køre derudaf i forventningen om, at det endnu sagtens kunne vendes. Både vi og fansene skal have tålmodighed i kampene. Det er ikke dårlige hold, der er med i Betinia Ligaen, og vores modstandere skal nedbrydes. Mod HB Køge skete det efter 45 minutter, men det kunne også have været efter 70 eller 80 minutter.
Som jeg plejer at sige, er tallene i vores formation på banen ikke så vigtige. Vi har nogle principper, og så er vi ellers fleksible, både defensivt og offensivt – alt efter hvem vi møder, og hvem der er til rådighed.
Nogle af spillerne, som havde en måske lidt urytmisk sæson med skader og formnedgange sidste sæson, ser ud til at finde deres bedste niveau nu. Mikkel Duelund viste sidste sæson måske ikke altid kontinuerlige præstationer, men han ser stærk ud nu. Han føler sig godt tilpas og vil rigtig gerne Vejle Boldklub, så ham kan vi godt forvente os noget af.
Betinia Ligaen har foreløbig som ventet vist sig tæt. Der synes at være kommet to dygtige oprykkere med AB som den måske store positive overraskelse med frisk og ubekymret spil.
Det er altid godt at få hele truppen i sving. Der er programlagt tre Future Cup kampe, ligesom vi jo allerede har haft en reserveholdskamp mod HSV. Vi vil gerne arrangere flere, men det er altid et puslespil, fordi der skal tages hensyn til modstandernes og vores U19 Ligaholds kampprogram. Vi ser ind i en meget lang landskampspause i september-oktober, og her skal også arrangeres træningskampe, ligesom vi har lejlighed til at træne en del og også give spillerne mulighed for tiltrængt restitution.
Vi har udvidet staben med Nikolaj Primdal, og vi har fundet os godt til rette med arbejdsopgaverne. Vi har hver vore styrker og er dygtige til at spille hinanden gode.
Vi møder nu Hillerød, som et godt hold, der er afklaret med, hvordan de gerne vil spille. De har over lang tid været dygtige til at rekruttere de rigtige spillere. i forhold til spillestilen. De spiller godt med bolden og er også farlige på omstillinger. Sidste sæson var de tæt på oprykning, mens de denne sæson ikke er kommet af sted, som de gerne ville, men har tabt to tætte opgør med et enkelt mål. De skal nok komme til at blande sig i toppen af rækken også denne sæson. Jeg forudser en tæt og svær kamp, hvor vi skal se, om vi kan få opgøret over på vores præmisser og holde teten og intensiteten.
God kamp!
3