Vejle Boldklub - Aarhus Fremad 24.10.2026 | Page 4

I øjeblikket har tre hold skilt sig ud. Hvidovre kører på, og Martin Retov har fundet et godt koncept- de har ikke tabt en kamp, og så er man altså med i oprykningsracet. Fredericia spiller flot fodbold, og vi har selv et spændende hold, så et øjebliksbillede viser jo nok, at de to oprykningspladser skal findes blandt tre hold. Men vi så jo, hvordan Horsens kom fra baghjul sidste sæson, og når slutspillet starter, kommer seks-point-kampene, og så kan alt ske. Så flere kan sagtens nå at blande sig endnu.
Vi har en del unge talenter fra Akademiet i truppen, og kunsten er, at de får nok spilminutter. Spiller vi fredag, kan de jo uden videre deltage hos U19 dagen efter, og ellers har der også været enkelte reserveholdskampe. Vores transitionstræner Karri Ellonen er opmærksom på, at de får spilminutter, men det ville jo være dejligt, hvis vi kunne lukke flere kampe hurtigt, så man kunne skifte frit ud. Både Hjalte Gitz og Max Jensen har dog haft en del spilletid, ligesom Nicolas Gammelgaard har haft indhop. Og så bliver de jo matchet hårdt hver dag til træning.
Vi tager nu hul på at møde alle holdene en gang til startende med Aarhus Fremad. Vi ved fra den omvendte kamp, at de råder over et stærkt hold. De bruger mange mand i opspillet og roterer og bevæger sig meget. Det er vigtigt, at når vi presser dem, skal vi gøre det som et hold og ikke individuelt. Og vi må ikke forfalde til at blot at stå og spille bolden frem og tilbage foran deres muligvis lavtstående forsvar. Vi skal have bevægelse, boldtempo og dybe løb, så vi kan komme ind, hvor vi kan gøre ondt på dem. De vil nok dække Wahid Faghir tæt op, men det giver plads til andre.
Vi har hjemmebane og ved, vi i Nørreskoven har et perfekt underlag at spille på. Det sammen med vores trofaste fans i ryggen skulle gerne give os en overhånd.
God kamp!
4