Strand - vand - mand - waders - stang
I en moderne, travl og stresset hverdag, med krav og pligter, er det ikke altid lige let at få taget sig sammen til at komme udenfor døren for at gå på jagt, fiske eller bare nyde naturen. Uanset årsagen er vi nok mange der kan se tilbage på sæsonen og synes at man har fået fisket alt for lidt. Vi kan gå og finde på små undskyldninger for hvorfor det er bedre at vent til i morgen, til weekenden eller næste uge…, og det på trods af at vi godt ved at når vi først står derude ved fiskevandet, så tænker vi med fornøjelse ”det var alligevel godt jeg kom af sted”. Jeg selv tager selvfølgelig af sted for at fange fisk, ingen tvivl om det. Men der er også noget andet, et eller andet som ikke rigtigt er til at beskrive eller formulere. Jeg har i mange år dyrket å fisket, og selv om det ikke er blevet til så meget de sidste par år, så er det stadigvæk også godt at komme en tur til åen. Det er dog alligevel som om der er flere af disse udefinerlige og vanskeligt beskrivelige kvaliteter ved kystfiskeriet. Det er som om hele din verden er totalt polariseret, der er mig og mine tanker og der er det derude, nemlig fluen (i mit tilfælde) i fiskevandet. Alt derimellem er skrællet væk, hele samfundet og resten af verden. Indimellem kan man stå uden en eneste bevidst tanke, og bare sanse sceneriet omkring sig.
Senvinter ved Ebeltoft vig, og vinterfluefiskerens banemand— is i stangøjerne.
14