Leder
Det var d. 24. august 2014. En smuk morgen. Solen var langsomt på vej
op, og badede Amager i et morgengyldent lys. Vi, min mand og jeg, var
ankommet i god tid. Havde parkeret bilen tæt på broen, og gik nu langsomt mod den store scene.
Hjemme på Frederiksberg havde vækkeuret ringet klokken 3.45. Jeg
havde nok været lidt irriterende. Lidt mor-agtig. Bekymret for, om han
havde styr på sin morgenmad. Styr på sit udstyr. Jeg spurgte meget, han
bad mig lade være. Lidt irritabel var han. Med rette.
Det var hans første. Året før havde vi fulgt vores ven debutere, og min
mand blev så inspireret, at han på et nærmest ikke-eksisterende grundlag kastede sig ud i det umulige. En langsom 5 kilometer løbetur skulle
transformeres til en IRONMAN på blot et år. Men ja, hvorfor ikke?
Et helt års træning og mange, mange penge fattigere gik vi nu her. På vej over broen. På vej til
showstart.
Min mand havde sine høretelefoner på. Så kender jeg ham. Han søger sin ro i musikken. Jeg var
bevidst om ikke at blande mig mere.
sirligt gået og blandet en sirup, der kunne fortyndes på cyklen. Han havde forberedt sine dunke
med energidrik. Det hele stod i køleskabet hjemme på Frederiksberg. Vi var på Amager. Og jeg
kunne mærke panikken brede sig.
ste problemet. Jeg kunne ikke nå at køre tilbage til Frederiksberg – risikoen for at jeg ikke kunne
parkere, når jeg kom tilbage, var for stor.
København med de på mange måder dyrebare dråber.
Taxaen og jeg fandt hinanden. Jeg fandt min mand, der i mellemtiden havde måtte lede efter sin
Et par udfordringer, 3,8 kilometer svømning, 180 kilometer cykling og et maraton senere løb min
mand storsmilende over målstregen. Tiden sagde 10.40. Han var fyldt med overskud. Kunne sikkert have gjort det hurtigere, men det var ikke vigtigt. Han var IRONMAN. Og jeg var stolt.
God fornøjelse og held og lykke til alle I, som skal i ilden om lidt. Det bliver fedt.
Mia
Mia L. Rasmussen
Chefredaktør
4
5/ 2015 TRIATLON magasinet
5/ 2015 TRIATLON magasinet
5