DEBUT PÅ DEN HALVE IRONM AN
det med en god omgang nervøsitet og spænding.
Især nattens regnvejr giver anledning til lidt bekymringer for punkteringer (nok særligt hos os nye
triatleter uden den store rutine).
FRYGTET MASSESTART
Massestart! Frygtet af mange, mig selv inklusiv. Jeg
placerer mig nogenlunde midt i feltet længst til højre i forsøget på at undgå de værste kampe omkring
bøjen. De første par hundrede meter er en smule
kaotiske, men jeg går heldigvis ikke i panik. Efter
den første bøje er der et langt, lige stræk før sidste
bøje. Det giver masser af plads i bredden, og jeg
finder hurtigt mit eget pace. Det er virkelig en god
rute til begyndere, da vi kun skal runde to bøjer.
Jeg havde forberedt mig mentalt på, at jeg måske
ville få nogle knubs, men de to gange, hvor en
kvinde rammer mig, stopper hun op og siger undskyld. Det er da god stil og ikke mindst sportsånd.
Da jeg kommer op af vandet, kigger jeg på mit ur.
39 minutter! Jeg er lidt i chok, på den gode måde
vel at mærke. Min drøm var nemlig at svømme
distancen på omkring 45 minutter.
Jeg løber meget lettet afsted mod T1. Jeg ser mine
forældre og bedste veninde og signalerer, at ALT er
godt (de ved, hvor meget jeg har frygtet lige præcis
svømmedelen).
PULSEN STYRER
Efter fem minutter i skiftezonen er jeg parat til at
begive mig ud på cyklen. Kun få kilometer ude på
ruten ser jeg den første mand stå og bakse med en
punktering, og jeg bliver en anelse nervøs, men
prøver at slå det ud af hovedet og blot nyde turen.
Jeg føler, at jeg har gode ben, men er også opmærksom på min puls. I princippet ved jeg, at min
puls sagtens kan stige mindst 10 slag per minut,
men jeg har også en dyb respekt for distancen og
skiftene mellem disciplinerne, og jeg ved jo ikke,
hvordan benene vil reagere på halvmaraton. Jeg
22 4/ 2015 TRIATLON magasinet
holder mig dermed til min plan, og ligger på 80 %
af min makspuls. Jeg er super fristet til at give den
lidt ekstra, men fornuften sejrer.
MAKSIMAL OPBAKNING
Da jeg kommer tilbage fra første runde, er mit heppekor kraftigt forøget, og jeg bliver ovenud lykkelig for at se så mange. Yderligere er tri-klubben på
pletten og spotter hver eneste triatlet fra /tri club
denmark. Man må simpelthen ikke undervurdere,
hvor meget energi sådan en opbakning giver.
Jeg fortsætter samme tempo på anden runde og
nyder, at jeg kender bakker, sving osv. Da jeg nærmer mig stævnecentrum og dermed 90 kilometer
er jeg helt høj over, at jeg ikke er punkteret, og at
jeg rent faktisk holder en gennemsnitsfart på lige
over 30 kilometer i timen.
Jeg løber ind i T2 og får i min iver sat min cykel
ind fra den forkerte side, og en dommer beder mig
venligt om at løbe de fire meter rundt om stativet,
så jeg står på den rette side af min cykel. Jeg smiler
tilbage, og siger ”Ej, det må du virkelig undskylde –
det er min første gang,” hvortil han svarer ”Det skal vativ tilgang til mit første race, og jeg er glad for, at
der bestemt også være plads til, vi skal jo alle have jeg holdt mig til min fart-,