VEJLE FJORD TRIATHLON
U
d af øjenkrogen ser jeg en
bleg mand, kun iført hvide
shorts, komme vadende ud
i vandet. I hånden har han
et langt rødt horn. Jeg kigger
ned ad mig selv. Jeg er iført
et panser af neopren fra top
til tå. Jeg kigger op, omkring
mig står 164 andre neopren-frøer og kvækker
nervøst. Vandet er yderst friskt. Den blege mand
pruster i sit medbragte horn, og starten går.
Hold nu kæft, det her kan du ikke mene, skriger
min hjerne usandsynligt kort tid efter start.
Jeg gisper, nærmest hyperventilerer, mens det
kolde vand rammer mig i ansigtet. Jeg tumler om
på ryggen og får kontrol over min vejrtrækning og
fortsætter armtag for armtag, to gange rundt på
den udlagte rute på 400 meter.
På vej op af vandet udveksler jeg et par ord med
en af de andre neopren-frøer:
”Det var koldt,” konstaterer han. Det
JEG GISPER, NÆRMEST
kan jeg bekræfte: Mit ansigt er stivfrossent.
HYPERVENTILERER, MENS
Første skift ligger på rygraden. Desværre er mine fingre ikke enige. De er iskolde og vil ikke hjælpe mig med at få
hverken mine strømper eller min trøje
på. Jeg er rasende, min mund bander
værre end en havnearbejder, og inde i
min hjerne går alt i slow-motion. Tilskuerne har derimod oplevet en arrig
atlet, der har valgt at sætte sig på sin
flade røv og sidder og bander af et par
blå strømper.
Afsted på cyklen. Stigningerne er terpet, jeg er klar. Første mur er blot en
kilometer ude på ruten. Med kolde lår
og hvæsende lunger kæmper jeg mig
op, op, op. Omkring mig kan jeg høre
prustende super-mennesker, og jeg når
at tænke: “Så er vi i gang. Bring it on,”
mens jeg smiler ud i luften.
Il Tempo Gigante (det er min cykel) og
jeg er klar til fest, lad bjergene byde op
til dans. Det er en teknisk svær rute, og
da der ikke er spærret af for trafik, kræver det stor koncentration hele tiden.
Andet skift går en del nemmere end det
første, godt hjulpet på vej af de heppende tilskuere. Jeg løber ud, og ind løber
vinderen. Jeg er kvæstet, han er irriterende frisk. Som en anden Pacman går jagten nu ind på dem, der løber foran mig.
Løbeturen på 10 kilometer føles for mig
som de sidste kilo af en hel maraton. Du
ved, lige der, hvor du rammer muren.
Hjernen skriger til benene “Fortsæt,”
men benene lystrer ikke længere og en
mental kamp begynder.
På de sidste meter sætter jeg prustende
en slutspurt ind for at nå den foran løbende kvinde inden målstregen.
På den anden side af målstregen stønner jeg: Det er i virkeligheden verdens
største underdrivelse at kalde Vejle Fjord
Triathlon ”Danmarks hårdeste
triatlon”.
DET KOLDE VAND RAMMER MIG I ANSIGTET.
10
4/ 2015 TRIATLON magasinet
4/ 2015 TRIATLON magasinet
11