Design
Ben
For at være sikker på at jeg havde været hele vejen rundt med hensyn til benene fik de lige en tur mere i design-møllen. Jeg startede med min tidligere skitse med små korte ben i rundstok, men ville se hvad jeg ellers kunne komme op med. Her er lidt forskellige ben. Der hvor jeg synes det er interessant, er ved dem med et enkelt ben. Jeg synes det giver et mere simpelt udtryk, og der er i princippet ikke brug for flere ben, da vangerne er rigelig stærke til at kunne agere ben. Skitserne hvor nogle af tværstiverne går ned og bliver til ben synes jeg bliver for voldsomme, da det er en meget stor flade og dermed et meget tydeligt element i stolen. Den af skitserne her jeg har taget videre udgangspunkt i er den med et enkelt bagben med noget højde på. Jeg forfinede denne idé og tilpassede den til resten af stolen. Jeg valgte at kombinere den idé med en tidligere, hvor benene var rundstokke. Jeg synes det var svært at få benet til ikke at virke som et selvstændigt element, og derfor tænkte jeg at i stedet for at tilnærme sig noget som man alligevel ikke kunne opnå, kunne man lige så godt adskille sig lidt mere, så det ikke kommer til at virke som et dårligt forsøg på at opnå noget som ikke lykkedes. Sagt på en anden måde synes jeg man skal prøve at gå en helt anden vej, hvis man ikke kan få noget til at lykkedes. Benet kom til at se ud som det nede til højre, hvor det er en rundstok der er monteret direkte på vangen. Rundstokken er vinklet i forhold til lodret og der er en runding i enden af den, dels for at lave en afslutning som kan bruges som fod, og dels for at gennemføre nogle af de designtræk der er i resten af stolen med hensyn til afrundinger. Da jeg havde udvalgt denne idé var jeg til vejledning kort efter hvor jeg præsenterede idéen for min vejleder. Han stillede spørgsmålstegn ved styrken af denne type ben, da der kommer et meget stort pres ned på benet. Da benet er vinklet er det samlingen og selve benet der skal tage vægten. Hvis man rettede benet op så det stod lodret, ville kræfterne gå meget mere direkte ned gennem benet og derved ikke i samlingen. Vi blev enige om at jeg kiggede på benene endnu en gang for at se om der kunne være nogle andre løsninger. En af de ting vi snakkede om under
23
vejledningen var at det ville styrke konstruktionen meget hvis jeg kunne finde en løsning hvor benet greb fat i vangen mere end et sted. Jeg synes dog at de skitser der bygger på dette blev meget voldsomme, hvilket jeg ikke synes om til dette design. Jeg prøvede flere forskellige ting af i forhold til nogle større ben med mere styrke i, men synes igen de blev for voldsomme. Det jeg endte op med var at tage den løsning vi snakkede om under vejledningen, hvor rundstokken blev rettet op i lodret position. Jeg lavede en variation hvor benet blev flyttet tilbage for at give mere balance til stolen, men dette resulterede i at benet blot blev længere og højest sandsynligt mere vakkelvornt.