Dinosaurbøffer
En hel del af os fra 70 og-80ér generationen vil kunne huske kummefryseren som en fast bestandel af husholdningen, enten derhjemme eller hos bedsteforældre.
Et enormt stort enøje-blikende og brummende monstrum, ofte lakeret mat orange eller fesen vissengrøn udenpå. I dens indre: mængder af knitrende fryseposer, frostbidte ubestemmeligheder, alle med en pertentligt påklistret papirlabel med dato for indfrysning, samt indhold. Som regel var poserne mindst 3 år gamle.
Og når man så en varm sommerferiedag åbnede låget på jagt efter en ispind kom lugten nedefra dybet en i møde: en anelse sødlig-vammel og hengemt. Ikke overvældende, men stadig potent nok til at det ikke var indbydende at kradse nogle af de mange isflager af poserne og at spise dem. Selv papiret omkring ispinden havde en ubehagelig em, og det var bare med at få det af og smidt ud i en fart.
Da jeg blev voksen, flyttede fra storbyen til provinsen og fik et rigtigt hus med kælder og hele balladen, luftede jeg ideen om selv at købe en kummefryser for min mor.
Jeg havde en forestilling om at købe halve øko-klappe-frilands-grise og køer, fryse dem ned og således altid have et uudtømmeligt lager af dejligt kød ved hånden, som kunne spises med god samvittighed.- Tænkte at mine egne unger skulle med ud og klappe dyrene“ de skal da lære hvor kødet kommer fra og tænk på reduceringen af miljøbelastningen, for ikke at tale om dyrevelfærden, og hvor fint bliver det ikke..”
Prompte lød svaret:“ DET må du ikke gøre! Det er et helvede! Det stykke kød du lige står og skal bruge ligger altid nederst, fryseren rimer konstant til, og kurvene sætter sig fast, og du kommer til at smide mængder af kød ud fordi det når at blive for gammelt inden I får det taget op og brugt. LAD VÆRE”
Og det gjorde jeg. Istedet købte jeg to store brugte skabsfrysere og kørte derefter ud til slagteren i Vester Åby for at få parteret mit første nyslagtede, kvarte øko-klappe-dyr. For det VILLE jeg have, uanset hvad.
Oplevelsen af, som novice udi slagtningens verden, at være med når slagteren skærer ens længe ventede dyr ud er facinerende og man kan nemt komme til at føle sig utilstrækkelig og forholdsvis presset.
Slagteren parterer dyret i rivende hast, klasker omkring sig med kødstykker mens han taler som et vandfald og indimellem spørger hvordan man vil have de enkelte udskæringer. Man har bare at svare prompte på spørgsmål som: Bov! hak eller hele?! Slag! Rul eller hak!? Nakkekam! Steg eller middags!? Dinosaurbøffer!? Kun 10 minutter på Grill!!
Der står man, totalt på udebane i slagtehuset, rystende af kulde mens man febrilsk krammer sine mange ruller fryseposer og skal nå både at svare den heftige mand med kniven, pakke klaskende kødstykker i poser OG skrive papirlabels med dato for pakning, samt indhold. Det er svært at holde hovedet koldt, og jeg har dem mistænkt for at nyde hvert eneste nervøst øjeblik, de slagterfyre.
Vel hjemme kan man tage bestik af resultatet og tage stilling til hvad man stiller op med det hele. De første tre dyr vi fik røg direkte i skabsfryserene i mere eller mindre velovervejet orden. Det var for uoverskueligt at gøre andet. Tres kilo kød, alle med forskellige tilberedningskrav kan tage pippet fra de fleste.
Og jeg giver min mor- og nok mange andre eks-kummefryser-ejere- ret i at det er svært, grænsende til helvedes svært at holde orden, planlægge og i det hele taget få brugt hele dyret når det først er landet i fryserens dyb. Også selvom det bare er skabsfrysere man har.
Trods alle mine gode intentioner har jeg til stadighed en tendens til at overse de lidt besværlige stykker kød: de store stykker, der skal tages op og tø et døgn i køleskabet før man overhovedet kan begynde så meget som at tænke på at tilberede dem, samt de lidt underlige udskæringer som dinosaurbøfferne,- for hvad faén skal man lige stille op med dem?
De ligger alle stadig der ´ og glor på mig når året er gået og det næste dyr er slagtet og klar til at blive klasket og pakket med labels hos de hurtigtsnakkende slagterfyre.
Ikke særlig frilands-øko- miljø-venligt i det lange løb.