68 dage som 3F Ligatræner
Den 1. april kunne Skovbakken byde velkommen til Henrik Varbøl Andersen som ny træner for 3F Ligaholdet. En ansættelse som blev bemærket og lykønsket af trænerprofiler som bl. a. Glen Riddersholm( AGF) og Jonas Dahl( Esbjerg fB) på trænerens egen facebookside.
Klubbladet har her, 68 dage inde i ansættelse taget en snak med Henrik, for at høre lidt om den første periode, kigget fremad og også hørt omkring hans filosofi.
Det er der kommet disse svar ud af
68 dage i Skovbakken – Hvordan har du oplevet de første dage?
Det har været en hektisk første periode, hvor jeg tiltrådte umiddelbart før første slutspilskamp. Det gav kort tid med holdet, og kort tid til at lære hinanden at kende. Vi brugte i starten tiden på, at lære hinanden at kende og få en defensiv basis ind på holdet. Ellers har det været en spændende start med holdet og Skovbakken som klub. Der er rigtig mange mennesker, som brænder for denne her klub og mange som gerne vil løfte klubben til nye højder.
Hvis vi ser på den trup du er kommet til – Hvor ser du så de største styrker?
Spillernes sammenhold er helt unikt, og deres træningsparathed er fremragende. Derudover er pigerne åbne for de nye ideer og de tanker jeg er kommet med. Vi er meget unge, hvilket jo giver store muligheder for udvikling på sigt.
En ny træner, nye tanker – Hvilken fodboldfilosofi har du?
Først og fremmest vil jeg gerne spille fodbold langs jorden. Vi skal dog ikke nødvendigvis have mest boldbesiddelse i en kamp. Der skal ske noget, når vi har bolden. Jeg tror på, at fodbold er sjovest når vi tænker fremad og spiller fremad. Når modstanderne har bolden vil vi gerne tænke fremad og lægge et højt pres. Vi vil rigtig gerne erobre bolden højt på banen. Spillerne skal lave mange max aktioner i vores pres, og pauser tager vi når bolden er ude eller vi selv har den. Så det kræver hårdt arbejde. Ingen skal være i tvivl om, at vi gerne vil have en fremadrettet filosofi
og vi søger gerne målet.
Den 12. Juni gæster Fortuna Hjørrings os og herefter er der sommerpause – Hvad skal den bruges på, hvis vi har fokus på spillertruppen?
Vi vil gerne styrke bredden i truppen. Pt. er vi ikke spillere nok til en 3F liga trup. Vi vil rigtig gerne beholde de spillere vi har nu, og så supplere dem op. Vi kigger både efter spillere med udviklingspotentiale og spillere som kan være med nu og her. Ellers skal spillerne have et fysisk træningsprogram med hjem til ferien og møde velforberedte op til opstarten, som bliver kort og intensiv.
Støt Skovbakken Kvindefodbold
... og få adgang til over 250 rabatter
6