Skolerne i strukturreformens slipvind Skolernes-fremtid-i-strukturreformens-slipvind | Page 109

Foromtale af Professor Flemming Just, leder af Institut for Forskning og Udvikling i Landdistrikter, Syddansk Universitet i Esbjerg: Forfatterens drivkraft er et stærkt engagement til fordel for de små skoler og deres værdi for lokalsamfundene. Han frygter – og med et blik til udviklingen på Bornholm efter at den blev storkommune – sikkert med rette, at de store enheder vil fjerne politikerne så meget fra de mindre samfund, at de politiske omkostninger vil være langt mindre ved at foreslå lukninger. Med en journalistisk tilgang er bogens kerne de nære studier af, hvad der skete i 13 kommuner, som i 2003 udmeldte skolenedlæggelser. Gennem interviews med politikere, ledende embedsmænd og skolefolk kommer forfatteren ind under huden på beslutningerne. Hvad førte til lukningerne? Hvordan reagerede lærere, skoleledere og forældre? Hvorfor kom der en del steder friskoler, og hvordan har de klaret sig? Bogens værdi rækker ud over disse beretninger, fordi den samtidig bliver en fortælling om et stærkt lokalt engagement hos lærere og forældre, som kan føre til nye og fagligt bæredygtige løsninger i de nye kommuner.