det. Omvendt så tog det lidt af opmærksomheden fra smerten
ved at flytte benene.
Ved sidste checkpoint fik jeg et opmuntrende ”Der er kun
6 kilometer tilbage” tilråb med på vejen. Glæden kom og
forsvandt, for på det tidspunkt vidste jeg godt, at distancerne
mellem checkpoints ofte var et tegn på de udfordringer, der
lå forude. Normalt var distancerne mellem checkpoints 12-14
km og tidsintervallerne nogenlunde ens. Så 6 km til mål betød
hårde 6 km…
De sidste 6 kilometer for den dag bød på en slags opkørt grus,
som var endnu tungere og på en eller anden måde blødere end
almindeligt sand. Som en person i en monster brandert, væltede jeg rundt og kom i mål til smuk morgenfuglekvidder.
Den nat vil jeg aldrig glemme, og jeg vil aldrig have været den
foruden. En ganske smuk oplevelse i en verden, der helt var
min. Som en af den andre deltagere fortalte ”Det var bare så
fantastisk bare at gå der helt alene og græde”.
Marathonen var selvfølgelig også hård, og vi fik godt med sanddunes at smage. Der var masser af bonus sand på den korte
velgørenhedsdag, og derefter en 5-6 timer lang bustur med 40
andre ildelugtende mænd og kvinder, der lugtede langt mere
af forrådnelse end bare af sved.
Jeg kom ikke i top et eller andet, men det har ikke været og
bliver ikke min ambition. Jeg er motionist, kan ikke, vil ikke,
ønsker ikke, og har ikke forudsætningerne for andet, men jeg er
fast overbevist om, at alle motionister også kan deltage i både i
ultraløb og ekstremløb, og endda med et personligt uvurderligt
udbytte.
Jeg gennemførte - ligesom alle andre danskere gjorde det i år hvilket også var super fedt.
Blev det mit sidste løb? Nej, jeg har deltaget i par løb, efter jeg
kom hjem, og et par flere er i kalenderne, og drømmen om andre ekstremløb spirer i særdelshed.