Rapido Travel Formel 1 magasin | Page 7

REGELÆNDRINGER FOR 2017

Formel 1 står foran de mest omfattende reglementsændringer i mange år . Det nye reglement til 2017 betyder , at bilerne kommer til at se markant anderledes ud , og vi giver dig her et hurtigt overblik over de væsentligste ændringer til den kommende sæson .
Dæk : En af de mest synlige forskelle på de nye racere bliver bredden på dækkene . Fordækkene vokser fra 245 til 305 mm i bredden , mens bagdækkene vokser fra 325 til 405 mm . De bredere dæk giver masser af mekanisk vejgreb . Samtidig vokser racernes sporvidde fra 1800 mm til 2000 mm .
Bilens bredde : Bredden på racerens bund og chassis vokser i takt med den øgede sporvidde . Bund og sidepods må næste år måle op til 1600 mm på det bredeste sted mod kun 1400 mm i år .
Frontvinge : Udformningen og effekten af racerens frontvinge bliver markant anderledes . Først og fremmest vokser den totale bredde på vingen fra 1650 mm til 1800 mm , og samtidig bliver vingen ” spids ” i designet , så midten stikker lidt længere frem end siderne . Størrelsen på de såkaldte bargeboards , de små ” vinger ” foran køleindtagene på bilens sider , øges ligeledes markant .
Benzin : Den ekstra downforce betyder , at de respektive power units kommer til at arbejde lidt hårdere for at drive racerne fremad , og derfor har man også reguleret en smule på det tilladte brændstofforbrug . Hvor det tilladte forbrug over en løbsdistance i år ligger på 100 kg , kommer den i 2017 til at ligge på 105 kg .
Vægt : Racerens minimumsvægt inkl . kører , men ekskl . brændstof , hæves fra 702 kg . til 722 kg .
Motor : Ændringerne til 2017 handler kun i ringe omgang om motorer , eller power units , som de reelt kaldes i dag , for på den tekniske side ændres der ikke på noget . Størrelsen , udformningen og ydelsen forbliver uændret til næste sæson , mens der til gengæld ændres på nogle af de bagvedliggende faktorer . - Det samlede antal power units pr . kører pr . sæson reduceres fra de nuværende 5 til 4 i 2017 . - Det omdiskuterede token system , som satte nogle helt naturlige begrænsninger for , hvor meget der kan udvikles på power units henover en sæson , afskaffes . Det betyder , at der i praksis kan udvikles frit henover hele sæsonen .
Hækvinge : Hækvingen bliver både lavere og bredere . Højden reduceres fra 950 mm til 800 mm , mens bredden øges fra 750 mm til 950 mm . Selve udformningen bliver også anderledes ; hvor de nuværende hækvinger er helt opretstående , kommer de i 2017 til at ” læne ” sig bagud . Samtidig tillader reglementet en både større og mere effektiv diffuser .
Det samlede impact af alle disse ændringer kan anskues ud fra både et æstetisk og et performancemæssigt synspunkt . De nye racere kommer visuelt til at fremstå betydeligt mere aggressive og brutale . De bredere dæk og den øgede sporvidde leder sammen med den lavere og bredere hækvinge tankerne hen på de klassiske racere fra slutningen af 80 ’ erne . Performancemæssigt tager sporten et stort skridt fremad , og der er næppe tvivl om , at vi kommer til at se banerekorderne falde på stribe i 2017 .
Den forøgede downforce betyder , at racerne formentligt bliver en smule langsommere målt på topfarten , men til gengæld bliver vi vidner til nogle meget højere svinghastigheder .
Sammenlagt vurderes det , at 2017 racerne afhængig af den enkelte banes karakteristik og layout bliver mellem 3 og 5 sekunder hurtigere pr . omgang end i år . Det er lysår i Formel 1 !
Hvordan bliver køreoplevelsen så i de nye 2017 racere ? Det forventes , at 2017 racerne bliver mere levende , og at kørerne skal arbejde mere med bilen for at køre den på grænsen .
Ét er i hvert fald sikkert : De bliver mere fysisk krævende at køre . De bredere dæk og de aerodynamiske ændringer vil medføre betydeligt højere svinghastigheder , senere indbremsninger i svingene og tidligere og hårdere accelerationer ud af svingene , og det kommer til at stille endnu højere krav til kørernes fysik , end de er vant til .
Det er ikke utænkeligt , at vi især mod slutningen af hvert enkelt løb , når trætheden begynder at melde sig , vil komme til at se nogle kørefejl som følge af de forøgede G-påvirkninger .
Da Nico Rosberg sidst på sæsonen testede de nye 2017 dæk for Pirelli i Barcelona , forlyder det , at hans fysik kun rakte til 18 omgange . Herefter var han nødt til at holde en pause , fordi hans nakke- og skuldermuskulatur var så hårdt belastet . Ved denne lejlighed var den eneste forskel fra Rosbergs 2016 racer , at han havde de nye , bredere dæk på – de aerodynamiske ændringer til 2017 var ikke monteret på hans racer , så når det går løs til marts , bliver køreoplevelsen endnu mere brutal .
7