INT ERVIEW
én efter én, siger hun med et blik til de hvide Charles
& Eames-stole, der står rundt om det store langbord.
FORBEREDTE SIG FYSISK
Inden operationen satte Michelle alt ind på at forberede sig fysisk. Hun var også vant til at træne, inden hun
blev syg, og løb, vinterbadede og dyrkede yoga.
- Når jeg snakkede med lægerne, spurgte de: Hvorfor gør du det? Og jeg tænkte, at det i hvert fald ikke
kunne skade. Nu er jeg lykkelig for, at jeg var i så god
form, som jeg var. For det skal du være, hvis du skal
overleve det danske hospitalsvæsen, konstaterer hun.
Hun løb således tre-fire gange om ugen med det
mantra, at det var hende, der bestemte. Og hun løb i
al slags vejr. Og så dyrkede hun yoga et par gange om
ugen 1:1 med yogainstruktøren Trine Hedegaard fra
Yogini.
- Det var været fuldstændig livgivende. Hun gjorde
hele tiden det, jeg selv havde svært ved. Jeg havde
brug for at være fysisk aktiv, og hun havde brug for, at
min hjerne faldt til ro. Så jeg havde det som om, jeg
var højere, klogere og bedre, hver gang jeg gik derfra,
fortæller hun og fortsætter:
- Og jeg er stadig hos hende en gang hver uge. Hver
gang tænker jeg, at hvis alle kunne det her, ville der
ikke være krig og ondskab i verden. Folk ville have det
bedre. Jeg er sindssygt frustreret over, at sådan nogle
som Trine ikke er tilknyttet de danske hospitaler. Bare
sådan noget som vejrtrækningen – hvorfor starter
de ikke ethvert hospitalsbesøg med, at folk lærer at
trække vejret? Men det er der ikke nogen, der går op
i, siger hun.
SYSTEMET FEJLER
Efter operationen har Michelle altså fået øjnene op
for et system, der i hendes øjne fejler totalt, når folk
PE A K si d e 1 5