A RT IKEL
NU
Jeg er for nylig startet i behandling for min bulimi på
det, der hedder psykiatrisk center Stolpegården. Behandlingen er gruppeterapi en gang om ugen. Vi sidder i rundkreds og taler om det, der fylder i vores liv.
Mens de andre patienter og to terapeuter lytter. Det
er lige præcis, som jeg havde forestillet mig, og det er
lige præcis så grænseoverskridende, som jeg troede,
det ville være – og lidt langhåret. Men det er også
trygt. Trygt på den måde, at de andre har det på præcis samme måde som mig. Mange af de samme tanker,
følelser og handlemønstre. Det hjælper. De siger, at
det nok skal blive bedre, men lige nu har jeg meget
svært ved at se det. Tålmodighed, siger de også.
Ud over gruppeterapien er der tilknyttet diætistkonsultationer, mindfulness og kropsterapi. Det kan man
vælge til og fra. Det er ikke alle, der har brug for det.
Jeg har. Har brug for hjælp til at finde ud af at kunne
holde ud at være i min egen krop. Det kan jeg nemlig ikke lige nu. Vil helst være fri for den, og det er jo
svært.
Jeg aner ikke, hvordan jeg er kommet igennem 2014.
Det hele er en stor sløret masse, der flyder sammen.
Og på samme tid står det meste ufatteligt klart for
mig.
Størstedelen af dagene i 2014 vågnede jeg op uden
anelse om, hvordan jeg skulle komme igennem dagen.
Om aftenen var jeg så bange for at falde i søvn, for
det ville betyde, jeg skulle tage stilling til, hvordan jeg
skulle komme igennem en helt ny dag.
Det kan tælles på en hånd, hvor mange nætters sammenhængende søvn jeg havde i 2014.
Min krop var stresset, og jeg overhørte alle signaler.
Jeg var jo bare lidt ked af det. Og alene. Det har jeg
aldrig prøvet. Altså at være alene.
De siger, at en spiseforstyrrelse ofte er et forsøg på
at få det bedre, et forsøg på at genvinde kontrol over
en ukontrollerbar situation. Et forsøg, der ikke lykkes.
Sådan var det også for mig. Det kan jeg se nu. Jeg
prøvede at spise mig ud af elendigheden, ud af det,
jeg ikke kunne kontrollere. Det gør jeg stadig. Også
selvom jeg godt kan se, det ikke virker.
Da jeg sad der sidste vinter og kunne se, at det ikke
virkede, slog det mig som et lyn fra en klar himmel
en aften: Hvis jeg ikke kan holde op med at spise, så
må jeg jo bare kaste op. Det er jo ikke sværere end
det. Jeg tænkte, at hvis jeg bare kastede op, så ville jeg
tabe mig. Sådan fungerer det bare ikke. Den dag i dag
har jeg ingen anelse om, hvordan jeg fik mig selv til at
starte på det.
Når jeg i dag tænker tilbage på det sidste 1 ½ år,
tænker jeg “shit” – hvordan gjorde jeg det? Hvordan
kom jeg igennem det?
Skæbnen vil, at jeg står midt i mit livs krise, midt i
orkanens øje og har virkelig svært ved at se mig ud
af det. Det gør ikke spiseforstyrrelsen mindre. Den
er glad for kriser og viser sit grimme ansigt i tide og
utide.
Men jeg skal nok vinde. Det tror jeg på.
PE A K si d e 3 9