Rasmus spørger: Hvad er din holdning til, at nogle kommuner tager deres udviklingshæmmede hjem til kommunen, når de ikke arbejder der? Det, der er vigtigt, når man er udviklingshæmmet, er, at man har en god hverdag. Hvis man kan få nogle rigtig gode vilkår, så kan det godt give mening. Hvis man alene tager en borger hjem til kommunen, uden at have tænkt på den enkelte udviklingshæmmedes muligheder, så skal man tænke sig meget om. Pernille spørger: Hvor mange udviklingshæmmede bor der i din kommune? Hans svarede: Han ved ikke helt præcist hvor mange, der bor, fordi det, som han beskæftiger sig med, det er jo at være sikker på, at de, der bor her i kommunen, har nogle ordentlige vilkår og nogle ordentlige boliger. Han har ikke det præcise tal. Rasmus spørger: Derfor ved du heller ikke hvor mange beskyttede værksteder, der er i din kommune? Hans mener, der er en tre til fire stykker. De ligger forskellige steder i kommunen, og der er forskellige muligheder på de værksteder for at have nogle gode aktiviteter. Vi har i øvrigt også en snak med nogle virksomheder, der også gerne vil beskæftige udviklingshæmmede, frem for at de får en opgave på et værksted. Så kommer de ud i virksomheden i stedet for, det er jo en god måde, fordi så bliver man jo også en del af hverdagen der, hvor man arbejder. Pernilles spørgsmål: Hvad vil du gøre for de udviklingshæmmede? Hans vil sørge for, at når man er udviklingshæmmet, så har man en god tilværelse, og at man kan få lov til at være med der, hvor der er nogle muligheder for at være med. Der er jo ikke forskel på hvilket menneske, man er, uden man har krav på at have et godt liv, og det skal man have, uanset om man er udviklingshæmmet eller ej. Det, det drejer sig om for ham, det er at se, at man som udviklingshæmmet har et godt sted at bo, gode beskæftigelsesmuligheder samt uddannelsesmuligheder. Det er det, vi arbejder med og er meget optaget af i kommunen. Tak til Hans Jørgensen, fordi han ville deltage i vores interview.
Hans havde en morbror, som var udviklingshæmmet, og dengang han (morbroren) var ung, blev han anbragt på en institution, og så skulle han være der altid. De havde også et beskyttet værksted på institutionen, men de havde ikke så meget frihed og de havde ikke så meget privatliv, når han sådan ser på det som voksen. Det har faktisk været synd for ham, og det er derfor, Hans er optaget af, at selvom man er udviklingshæmmet, så skal man ikke bare anbringes på en institution, man har også lov til at have sit eget liv.
20