Forud for tilbagetrækningen fra Assisi
den 7. juni 1944 ordnede dr. Müller, at al
medicinsk udstyr, senge, tæpper osv., han
havde ansvar for, blev overdraget til bi-
skoppen af Assisi til at fordele. Hvordan
han så klarede at forklare for de højere
autoriteter, at han havde mistet alt sit ud-
styr og forsyninger, det ved ingen!
Hans sidste handling, før han forlod Assi-
si, var at efterlade plakater, som opfordre-
de de allierede (hans modstandere) til at
respektere byens værdighed. Efter krigen
vendte han tilbage til sin lægepraksis,
hvor han arbejdede indtil sin død i 1951
af lungekræft. Han blev begravet i
Eichstätt, hvor der på hans gravsten er
udhugget et billede af Frans’ basilika med
Sacro Convento. Kort før sin død lykke-
des det ham at komme på en gensynsbe-
søg i Assisi.
Dette ville ikke være fuldstændigt uden at
nævne Assisis biskop Giuseppe Nicolini
og don Aldo Brunacci. Forud for dr. Mül-
lers ankomst havde begge disse to arbej-
det hårdt under vanskelige omstændighe-
der og med stor fare for dem selv med at
hjælpe med at skjule og ‘rense’ jøder i
Assisi og andre områder. De forsøgte
også at overbevise Vatikanet og alle myn-
digheder om, at Assisi skulle erklæres
som åben by. Dr. Müller kendte begge
udmærket og gik regelmæssigt til messe i
basilikaen. De fik et udmærket samarbej-
de. Men selvom det først var 31. august
1944 at Vatikanet, Assisis biskop og den
allierede hærkommando (de allierede
havde overtaget kontrollen over byen 17.
juni 1944) gennemførte, at byen skulle
friholdes for tropper og militærøvelse, så
må det huskes, at biskop Nicolini, don
Aldo Brunacci og dr. Müller havde klaret
at