Årsberetning 2025
Årets gang i Assisi-Kredsen
Kredsens første arrangement i 2025 var som sædvanligt årsmødet med generalforsamling i Vejleå Kirke. Vi er taknemmelige form, at vi kan få lov til at benytte kirken til vores møder – både kirken til gudstjenesten og menighedslokalerne til resten af arrangementet.
Efter generalforsamling fik vi besøg af Lene Højholt – selv om hun på forhånd havde indvendt,” at vi i kredsen kendte Frans lige så godt som hende”, så gav hendes foredrag om Frans bestemt nye synsvinkler på ham. Lene har jo gennem mange år selv arrangeret rejser til Assisi og har skrevet bogen” Frans og Clara”.
I maj var der så forårsrejse til Assisi, med nye rejseledere Ellen Gylling og Tomislav Cvetko. Ellen har flere gange været med kredsen i Assisi og med Tomislav var det så lykkedes os at få en ægte franciskanerbroder med som rejseleder. Det er jo spændende, når et nyt rejselederhold træder til – men der har kun lydt ros fra deltagerne – og mange af de garvede medrejsende støttede også med deres erfaringer fra tidligere rejser. Den gode gennemførelse af rejsen har også gjort at en ny rejse i 2026 med samme lederteam meget hurtigt blev udsolgt.
Efterårsrejse var der ikke i det forgangne år. Heldigvis laver Susanne Gram Larsen igen efterårsrejse i 2026 – assisteret af en ny rejseleder, Benedicte Christiansen. De to har i øvrigt i andre sammenhænge arrangeret gode rejser sammen.
Vi havde ladet os invitere til at deltage i markeringen af Frans’ helgendag i Jesu Hjerte Kirke d. 4. oktober. Der var først messe med biskop Czeslaw Kozon som hovedcelebrant og prædikant og bagefter reception i menigheds-lokalerne. Enkelte af kredsens medlemmer deltog, herunder Ellen Gylling og Gunnar Bach Pedersen, som i ornat blev placeret i kirkens kor.
Vi har jo gennem en del år forsøgt at arrangere små udflugter til diverse relevante steder. Med franciskanerne i Jesu Hjerte Kirke og ovenikøbet med en af dem som en af vores nye rejseledere gjorde det naturligt at besøge den. I kirken fik vi først en rundvisning ved p. Tomislav og i et menighedslokale fortalte han os om franciskanerne, suppleret af sin medbroder p. Stephen Bejo, der fortalte om franciskanerne i sit hjemland Filippinerne. Vi sluttede med at spise pizza sammen på Halmtorvet.
Til efterårsmødet havde vi valgt at markere 1700- året for koncilet i Nikæa, hvor man vedtog ting af største betydning for kirken i hele verden helt frem til i dag. Man ville få orden på en kirke, der under kristendomsforfølgelserne var delt i mange opfattelser. Enheden kom til udtryk i den fælles trosbekendelse, den nikænske, som i senere revision er anerkendt af de fleste kirker i verden, inkl. den danske folkekirke. En anden vigtig sag var at blive enige om, hvordan man skulle beregne påsken, så den blev fælles – tidligere havde været forskel på, hvornår man holdt påske, alt efter om man beregnede den efter den jødiske eller den romerske kalender. Dagens foredragsholder blev Kasper Dalsgaard som på fuldt tilfredsstillende og meget underholdende vis kom som” vikar” for Emil Saggau, der var blevet forhindret.
Bestyrelsens arbejde
På generalforsamlingen i februar blev Gunnar Bach Pedersen, Eva Rungwald og Ellen Gylling genvalgt til bestyrelsen. Som ny suppleant blev – efter kampvalg – valgt Benedicte Christiansen.
Kredsens anden suppleant Karl Fogh har velvilligt overtaget kassererposten – derfor har bestyrelsen indsuppleret ham i bestyrelsen i henhold til vedtægtens § 5, som giver bestyrelsen denne mulighed for at” få personer med særlige kompetencer ind i bestyrelsen”. Da Karls suppleantpost er på valg, så forslår bestyrelsen Elizabeth Knox-Seith som ny suppleant.
Bestyrelsen har i årets løb holdt tre bestyrelsesmøder, som foregår på skift blandt bestyrelsesmedlemmer. Her bliver kredsens arbejde planlagt og vurderet – vi får også en oversigt over vores økonomi, som ikke er den allerbedste, da medlemstallet ikke mere
5