nerne nok også i nogle tilfælde blevet set som erstatninger for de hedenske guddomme ; blandt dem havde der jo også været guddommeliggjorte mennesker , fx romerske kejsere . Der findes fx eksempler på ældgamle billeder af Maria , hvor hun sidder med et granatæble , og netop granatæblet var et symbol for den græskromerske gudinde Hera eller Juno . Deri har vi måske en af oprindelserne til det som den katolske hjemmeside kalder ” misbrug og overdrivelser af helgenkulten op gennem historien ” – at de i stedet for medkristne , som kan inspirere os , bliver omfattet med en ærefrygt , der kan minde om tilbedelse . En nutidig italiensk middelalderhistoriker har udtrykt dette i forbindelse med Frans , idet hun skriver , at efter hans død blev han af kirken hurtigt forvandlet fra en , som man skulle efterligne , til en som man skulle beundre . I den katolske kirke har man sat navn på utallige helgener fra nytestamentlig indtil i dag . Nu er det jo alene Gud , der er dommer over et menneskes liv . Derfor opfatter den katolske kirke også , at det er Gud , der skal anerkende et menneske som helgen . Derfor skal det også tilkendegives at den pågældende er helgen i Guds øjne – det viser sig ved at der sker undere i forbindelse med den pågældende . For mig at se , så er det det , som den katolske kirke kalder ” misbrug og overdrivelse af helgenkulten ” der blev en vigtig begrundelse for den lutherske reformations skepsis og modstand . For jo mere vægt man lagde på helgenerne , som man kunne bede til om hjælp i nød , jo mere stod det i modstrid med den reformatoriske tro på Christus solus , Kristus alene . ”( Skriften ) fremstiller Kristus for os som den eneste midler , forsoning , ypperstepræst og talsmand ”, udtrykkes det i den augsburgske bekendelse . Med samme begrundelse talte reformationen imod kirkeinstitutionen som en nødvendig formidler af frelsen . Der blev lagt vægt på at fremhæve det direkte møde mellem Kristus og den troende – uden mellemmænd . En anden grund til luthersk skepsis overfor helgenkulten var middelalderens tro på helgenernes ” overskydende gode gerninger ”, som var begrundelsen for afladslæren . Denne tankegang beskrives sådan i onlineleksikonet lex . dk : Overskydende gode gerninger , ( lat . opera supererogationis ), katolsk teologisk begreb , der er udviklet i højmiddelalderen . Tanken er , at antallet af Kristi og de helliges gode gerninger overstiger det nødvendige , og at de overskydende gerninger , i stedet for at gå tabt , kunne opbevares som en " kirkens skat " af fortjenester , som kirken via aflad kunne lade mindre fortjenstfulde mennesker få del i . Den tankegang tog Luther afstand fra , intet menneske kan gøre mere end det ,
12