Nyt fra Assisi-Kredsen nr 105 - februar 2021 | Page 15

gens Ballin inviterede ham til . Det var to år før hans konversion . På rejsen havde han også en oplevelse af et himmelsk lys , der kaldende faldt ud af en åben kirkedør i Luzern – hvor de netop fejre messen Skt . Hans aften – altså igen Johannes Døberen .
Den bibelske Johannes er jo ikke kendt for at tale forsigtigt og diplomatisk til sine tilhørere . Det var den nyomvendte katolik , Johannes , heller ikke . Også for ham faldt ord som øgleyngel og øksen ved træets rod let og polemisk i munden . Den katolske biskop havde gjort den kendte og nykonverterede digter til redaktør af det nyoprettede tidsskrift Katholiken . Det fyldte han så med barske udfald både mod ikke-katolske kristne og mod sine tidligere kulturradikale venner . Iflg . Bergsøe er hans skriverier især interessante , fordi de viser , hvor uforsonlige holdningerne på det tidspunkt var mellem det lutherske og katolske ; det får ham til at fatte , hvordan de to konfessioner 250 år tidligere havde bekæmpet hinanden i Trediveårskrigen ! Der er heldigvis sket forandring i det økumeniske klima , hvilket også Assisi-Kredsen er et udtryk for ! Hans polemiske skriverier blev dog også for meget for den katolske biskop , von Euch , som efter to år valgte at nedlægge tidsskriftet .
Johannes Jørgensens stil blev dog snart dæmpet – ikke mindst på grund af indgriben fra hans skriftefader , som havde påbudt ham de næste ti år at undlade at svare på andres angreb .
Samtidigt var den overbeviste katolik Johannes Jørgensen stadig den , der søgte sandheden , også hvor han fandt den udenfor det katolske . Da hans ven Ballin efter at have set Frelsens Hær på gaden havde forbandet ” denne falske form for kristendom ”, så var Johs . Jørgensens svar , at Frelsens Hær forkyndte evangeliet både i gerning og ord meget mere end lægfranciskanerne , som han selv var blevet medlem af , og som efter hans mening i alt for høj grad blot var blevet en from klub .
Johannes Jørgensen var i de første katolske år meget bundet af , at intet måtte væ-
15