Et tomt Assisi
af broder Theodor
Assisi er en by, hvor det myldrer med
pilgrimme og turister og med utrolig
mange souvenirbutikker, restauranter,
barer, hoteller og ordenssøstre som modtager
pilgrimme. På Piazza del Comune
går der en gråbroder og kikker på de
mange mennesker, som farer frem og
tilbage, og han tænker lidt højt: - kan vi
snart blive fri for alle disse larmende individer?
Der blev lige pludselig roligt og stille, og
ham gråbroderen stod helt alene på Piazza
del Comune og tænkte: Hvad pokker
skete der, det var ikke sådan jeg mente
det. Gråbroderen fik sit ønske opfyldt.
Ingen mennesker, intet liv. Det er træls
det her. Jeg vil love jer at jeg aldrig mere
vil ønske mig et Assisi uden mennesker.
Broder Teodor
Vi skulle leve i karantæne; jeg kalder det
nu at leve i klausur; det lyder lidt mere
fromt. Vi er ca. 60 brødre, der skulle finde
ud af at leve et helt andet liv. Det startede
med, at Basilica S. Francesco blev
lukket, men kun når der skulle være tidebønner
og messer. Om formiddagen var
der åbent fra kl. 8 til 12:30 og igen kl.
14:30 til 18:00. De fleste andre kirker er
helt lukkede.
Inde hos os blev der ændringer i vores
spisesal: At sidde på afstand, og ved tagselv-bordet
måtte der ikke snakkes hen
over maden; vi må vente med at tale til vi
har sat os med ca. en meters afstand. Heldigvis
så har vi masser af plads i spisesalen,
så vi kan sprede os næsten over det
hele. Og ikke noget med at glemme
spritflaskerne, som vi kan finde over hele
huset.
Vi har mulighed for at gå ture, da vi har
et ret så stort område, hvor vi kan bevæge
os. Jeg gik nogle gange op i byen med
mundmaske og holdt afstand til folk - det
var ikke særlig svært, for der var ingen
mennesker. Der var nogle små butikker
med madvarer og apoteket, som havde
åbent, alt andet var lukket. Hvor mange
butikker vil åbne igen efter coronavirus?
Jeg tør slet ikke tænke på det. Og søstrene
som lever af pilgrimme - uha. Der
20