Et rent Assisi
af Michele Iacopi
Karantænen ser ud til at have fået Assisi
til at ligne den by, den var århundreder
tilbage. Byens livskraft har længe hængt
sammen med festivaler og den årstidsbestemte
strøm af turister. Men lige nu har
vi ikke alt dette, så man føler sig nærmest
hensat til middelalderen. Den serafiske *)
by i nedlukningstilstand er ren, byens
rum er tomme, renset for lyd og farver.
Det mangel er selvfølgeligt ikke blot negativ.
Der er en dobbelt betydning, nu
viser meget sig at være unødvendigt, og
det er som vi genopdager et mere enkelt
liv.
Der er blevet god plads, byens pladser er
enorme og gaderne uendeligt lange i forhold
til de få mennesker. Den voksende
invasion af handlende havde ellers fået
os næsten til at føle os som sild i en tønde
i en lille by, der egentligt var anlagt med
et højere formål.
Lydene er afdæmpede, der er ingen højrøstet
tale af grupper af turister eller af
troende ved de kirkelige handlinger. Der
er så lidt trafikstøj, at man snarere bemærker,
når den er der, i stedet for som
sædvanligt når den ikke er der. Der mangler
de sædvanlige “postyr”, når vi forbereder
middelalderfesten. For første gang i
dens historie vil den ikke vil finde sted.
Der mangler også det andet, nemlig lyden
18
af diskussionerne, af latteren, og fra arbejdet
i smøger og i huse. Og vi kan heller
ikke høre lyden af musik og sang fra
koret hos Nobilissima Parte de Sopra **) ,
som jeg er hører til.
Tilbage bliver først og fremmest stilhed
og natur; nu lægger vi mærke til fuglenes
sang og blæsten gennem smøgerne. Om
aftenen, når det normalt er lettere at høre
trafikstøjen fra sletten, kan man høre dalens
stilhed.
Michele Iacopi driver sammen med sin
far Claudio det busfirma, som Assisi-
Kredsen har kørt med fra gennem alle
årene.