Dette blad indeholder en artikel om, hvordan Frans’ fattigdomsideal inspirerer lægfranciskanere i dag. Det får mig til at kigge lidt på, hvordan Luther så på det med fattigdom og ejendom. Vi er jo en økumenisk kreds, og derfor er det vigtigt, at vores forskellige traditioner kommer i dialog med hinanden. Luther så ikke positivt på fattigdom. Den selvvalgte fattigdom, som han selv kendte den fra sin klostertid, betragtede han som en misforstået vej til at erhverve fortjeneste i Guds øjne. Og når det drejede sig om tiggerordnerne, så fandt han, at de dermed svigtede deres næste, idet de levede på nas i stedet for at udføre et arbejde, hvis
Luther som munk
Luther og pengene
Af Gunnar Bach Pedersen
frugter kunne ernære en familie og frembringe ting, som var til gavn for næsten. Luther så heller ikke positivt på rigdom. Han brugte hårde ord om den begærlighed, som han så omkring sig, hvor mennesker udnyttede andre for selv at kunne leve i overflod. Hvis et menneske havde store ressourcer, så skulle det af Guds ord lære, at det ikke var et personligt privilegium, men et middel til at kunne tjene næsten. Der var naturligt nok forskel på, hvad en fyrste havde af rigdom og magt, og hvad mennesker i al almindelighed havde. Men fyrsten burde til enhver tid erkende, at rigdommen havde til formål, at han kunne udføre sin gerning og skabe tryghed og retfærdighed for undersåtterne. Det er en almindelig misforståelse af Luther og hans såkaldte toregimentslære, at det med Gud og den kristne forkyndelse ikke har noget at gøre med, hvordan vi indretter os med hinanden i denne verden. Religion er en privat sag, og skal holdes ude af det offentlige rum. Sådan tolker mange politikere Luther i dag. Men det er en fejltagelse. Den kristne forkyndelse handler ikke kun om forholdet til Gud, men også om, hvordan vi skal leve med ansvar for hinanden.
7