Nyt fra Assisi-Kredsen Blad94 november 2017 | Página 5

kirke på i dag.
Selv om Luther primært var en kirkelig
skikkelse, så har det egentligt særligt væ-
ret de samfundsmæssige konsekvenser,
der har været den store debat om.
Her har der dels været en række forsigtigt
positive, som med mange forbehold har
sagt, at man måske nok kunne sige, at
Luther har været med til at ændre sam-
fundet i positiv retning. Jo, der har været
en betydning af, at Luther fx sagde på
rigsdagen i Worms, at han kun ville træk-
ke sine synspunkter tilbage, hvis man
kunne overbevise ham ud fra Bibelen
eller med fornuftsgrunde. Derved udfor-
drede han, at magthaverne havde magt,
blot fordi de havde den; de måtte kunne
argumentere for sandheden i deres afgø-
relse. Men ingen af dem er nået frem til
konklusioner, at Luther er fader til demo-
kratiet og velfærdsstaten, eller hvad man
nu ellers har prøvet at forestille sig. Men
de har kun forsigtigt prøvet at se, om der
er lidt af en pointe i, at disse ting har tri-
vedes bedst i de områder, der er præget af
reformationen,
Der har også været de politikere, som er
så forelskede i Luthers toregimentslære,
som de bruger til at argumentere for, at
deres politik er sekulær og at enhver form
for religion ikke må have politiske syns-
punkter. At Luthers hensigt med den var
en anden, det er så en helt anden sag. Han
ville nemlig dermed hævde, at Gud rege-
rede verden på to måder, med magt for at
holde synden og ondskaben i skak, og
med evangeliet for at tilgive synderen.
Men de mest højrøstede har været ateister
og religionsforskere, for hvem det har
været magtpåliggende at hævde, at der
overhovedet ikke kom noget positivt ud
af reformationen eller af religion i det
hele taget. Alt det positive skete først, da
religionen mistede sin magt. Alt godt
kommer fra oplysningstiden og den fran-
ske revolution. Og de har hævdet, at re-
formationsfejringen har forsøgt at skabe
et glansbillede af Luther, som fortrænger
hans negative sider, fx i bondekrigen og
den ældre Luthers frygtelige skrifter mod
jøderne. Det har dog langt fra været til-
fældet.
Luther var en debattør, som ikke holdt sig
tilbage i sit ordvalg, når han skulle karak-
terisere sine modstandere. Og hans mod-
standere i dag er næsten lige så ”luther-
ske” i deres udtryksmåder!
Men den lutherske reformation handlede
jo primært om den rette forståelse af den
kristne tro. Og når paven kan deltage i en
reformationsgudstjeneste, så er det udtryk
for, at der også ”på den anden” side er
forståelse for, at i hvert fald noget af Lu-
thers opgør var berettiget.
Men desværre blev fronterne trukket så
hårdt op dengang, og blev det yderligere i
de følgende religionskrige, så reformatio-
nen ikke medførte en samtale om den
rette forståelse af troen, men en gensidig
forkætring. Der kunne man have ønsket
sig en mere forsonlig holdning mellem
Vatikanet og Wittenberg. Men man delte
Europa i katolske og reformatoriske om-
råder og samtalen forstummede.
Men i de sidste 100 år er den kommet i
gang igen, så småt. Også selv om der er
nogle, der ønsker den gamle uforson-
lighed bibeholdt, og hvor nogle katolikker
antyder, at paven er kætter, fordi han var
med i Lund, mens nogle fra den prote-
stantiske side mener, at reformationen
forrådes ved at invitere paven.
I middelalderen var kirken katolsk (i
hvert fald i Vesteuropa) - den var for alle.
5