ner , apostlen Jakob den ældre , pilgrimmenes helgen , og eneboeren Antonius , som boede i ørkenen ( bl . a . med en gris som selskab !). Kunstneren har signeret sit værk med både navn og dato og år : Matteo da Gualdo , 1 . juni 1468 . På de øvrige vægge fortæller en anelse yngre , farverige fresker af Antonio Mezzastri legender fra Jakobs og Antonius ’ liv . Til højre går Jakob i forbøn for en ung mand , der uretfærdigt er blevet dømt til hængning . Statholderen affærdiger apostlen og forældrene med , at drengen allerede er lige så død som de stegte hanekyllinger på hans middagsbord . Straks springer hanerne op og galer , og drengen viser sig at være i live endnu !
Jeg har ikke været inde i kapellet i mange år , men på den nyligt overståede rejse med Assisi-Kredsen besluttede jeg at gå derind . Trædøren stod åben , og der var en indvendig glasdør , som gled op af sig selv , ikke spor lydløst . Rummet var tomt bortset fra en gråklædt søster , der puslede rundt . Jeg satte mig i et hjørne og fordybede mig i billederne , som er spændende og nogenlunde lette at læse . Indimellem kom der folk ind og satte sig , stod eller knælede nogle minutter , ganske stille . På et tidspunkt skiftede jeg hjørne og kom til aktivere døren , som derpå gik helt i selvsving , så den åbnede og lukkede uafbrudt . Søsteren prøvede at få den til at falde til ro , men det endte med at hun måtte lade den stå åben .
Jeg tog et par billeder – lige indtil en mand , der sad lige bag ved mig , meget bestemt betydede mig , at det skulle jeg ikke gøre !
Midt i rummet stod der en pult med en knæleskammel og med en lille æske med papir . Der kom en ældre kvinde og tog et stykke papir , satte sig og skrev , og puttede det derpå i en sprække i pulten og gik . Lidt efter kom en yngre kvinde og lagde sig på knæ . Hun tog også en seddel og skrev , meget længe og meget eftertænksomt , inden hun omsider lagde papiret i sprækken med et så ” så-nu-er-det-gjortklap ”. Så gik hun hen og satte sig hos et par andre , sikkert hendes mand og mor eller svigermor . Den ældre kvinde nikkede varmt anerkendende til den unge .
På pulten stod : Søstrene vil gerne bede med dig . Skriv , hvad der ligger dig på hjerte , og vi vil tage det med i vores bøn ! Jeg ved ikke , hvad den unge kvinde havde skrevet , men det var noget , der angik familien !
Først da jeg rejste mig for at gå , gik det op for mig , hvad al opmærksomheden i rummet , al den stille bøn gjaldt : Monstransen , den gyldne beholder som fremviser hostien , det indviede alterbrød .
I katolsk tro forvandles alterbrødet , stadig i brødets skikkelse , til Jesu fysiske legeme . Det er det , der hedder transsubstantiationen , og det tror lutheranerne sådan set også , men på den måde , at forvandlingen er knyttet til handlingen og til modtagelsen , ikke til de fysiske elementer . Derfor er det den almindelige praksis i folkekirken , at brødet og vinen gemmes til senere brug .
For katolikken bliver det indviede brød derimod ved med at være indviet som Jesu legeme . Og derfor kan det tilbedes .
Efter underet ved ” messen i Bolsena ”, hvor der dryppede blod fra det indviede brød , blev det almindeligt af fremvise alterbrødet til tilbedelse i et særligt kapel i kirken . Pilgrimsoratoriet i Assisi er simpelthen ikke andet end et sådant kapel . Det , man gør der , er det ene : at tilbede
18