ner, apostlen Jakob den ældre, pilgrimmenes helgen, og eneboeren Antonius, som boede i ørkenen( bl. a. med en gris som selskab!). Kunstneren har signeret sit værk med både navn og dato og år: Matteo da Gualdo, 1. juni 1468. På de øvrige vægge fortæller en anelse yngre, farverige fresker af Antonio Mezzastri legender fra Jakobs og Antonius’ liv. Til højre går Jakob i forbøn for en ung mand, der uretfærdigt er blevet dømt til hængning. Statholderen affærdiger apostlen og forældrene med, at drengen allerede er lige så død som de stegte hanekyllinger på hans middagsbord. Straks springer hanerne op og galer, og drengen viser sig at være i live endnu!
Jeg har ikke været inde i kapellet i mange år, men på den nyligt overståede rejse med Assisi-Kredsen besluttede jeg at gå derind. Trædøren stod åben, og der var en indvendig glasdør, som gled op af sig selv, ikke spor lydløst. Rummet var tomt bortset fra en gråklædt søster, der puslede rundt. Jeg satte mig i et hjørne og fordybede mig i billederne, som er spændende og nogenlunde lette at læse. Indimellem kom der folk ind og satte sig, stod eller knælede nogle minutter, ganske stille. På et tidspunkt skiftede jeg hjørne og kom til aktivere døren, som derpå gik helt i selvsving, så den åbnede og lukkede uafbrudt. Søsteren prøvede at få den til at falde til ro, men det endte med at hun måtte lade den stå åben.
Jeg tog et par billeder – lige indtil en mand, der sad lige bag ved mig, meget bestemt betydede mig, at det skulle jeg ikke gøre!
Midt i rummet stod der en pult med en knæleskammel og med en lille æske med papir. Der kom en ældre kvinde og tog et stykke papir, satte sig og skrev, og puttede det derpå i en sprække i pulten og gik. Lidt efter kom en yngre kvinde og lagde sig på knæ. Hun tog også en seddel og skrev, meget længe og meget eftertænksomt, inden hun omsider lagde papiret i sprækken med et så” så-nu-er-det-gjortklap”. Så gik hun hen og satte sig hos et par andre, sikkert hendes mand og mor eller svigermor. Den ældre kvinde nikkede varmt anerkendende til den unge.
På pulten stod: Søstrene vil gerne bede med dig. Skriv, hvad der ligger dig på hjerte, og vi vil tage det med i vores bøn! Jeg ved ikke, hvad den unge kvinde havde skrevet, men det var noget, der angik familien!
Først da jeg rejste mig for at gå, gik det op for mig, hvad al opmærksomheden i rummet, al den stille bøn gjaldt: Monstransen, den gyldne beholder som fremviser hostien, det indviede alterbrød.
I katolsk tro forvandles alterbrødet, stadig i brødets skikkelse, til Jesu fysiske legeme. Det er det, der hedder transsubstantiationen, og det tror lutheranerne sådan set også, men på den måde, at forvandlingen er knyttet til handlingen og til modtagelsen, ikke til de fysiske elementer. Derfor er det den almindelige praksis i folkekirken, at brødet og vinen gemmes til senere brug.
For katolikken bliver det indviede brød derimod ved med at være indviet som Jesu legeme. Og derfor kan det tilbedes.
Efter underet ved” messen i Bolsena”, hvor der dryppede blod fra det indviede brød, blev det almindeligt af fremvise alterbrødet til tilbedelse i et særligt kapel i kirken. Pilgrimsoratoriet i Assisi er simpelthen ikke andet end et sådant kapel. Det, man gør der, er det ene: at tilbede
18