LæseRaketten i det nordlige Ghana 2023 | Page 91

RAHIS FØRSTE KAMP

CASPAR HAARLØV
HANS BACH
Klokken er fire , og Rahi vågner . Det er stadig mørkt . Stråtaget rasler . Bedstemor snorker . Langt væk kan Rahi høre et gedekid kalde på sin mor . Rahi vækker sine to små kusiner Prosper og Peace . De finder deres t-shirts i mørket og går ud i gården mellem de grå , lerklinede huse .
De kan næsten ikke se noget . En høne sidder og sover på en vandbeholder . Den yngste af kusinerne kommer til at skubbe hønen ned . Den skræpper og flakser med vingerne . Rahi skynder sig hen og holder sin hånd hen over hønens øjne , så den falder i søvn igen . De må ikke vække onkel og tante .
Pigerne tager hver deres spand op på hovedet og går sammen ud i mørket . Rahi er den ældste . Det er hendes opgave at føre pigerne gennem den mørke landsby . Men hun kan ikke lade være med at drille sine kusiner . Hun stopper op , så de små går ind i hinanden . Så går hun pludselig hurtigt , og de kan ikke følge med . Og uden at de ved hvorfor , går hun tre gange rundt om en ko , der ligger midt på gaden og sover . De små følger efter og griner . Rahi hvisker , at de skal være stille . Der ligger mennesker i alle hytterne og sover . Det er svært at være stille , når Rahi fjoller .
Ved pumpen siger de godmorgen til de andre børn og drikker af det friske vand . Hjemme i huset stiller de vandet klar til resten af familien . Og Rahi fodrer perlehønens kyllinger .
mellemtrin 91