” De mangler sgu ikke mad derinde ,” sagde Jonah og lavede et vip med hovedet . Vi gik langs den høje , røde mur , der omkransede mogulernes indelukke . ” Min far har endda hørt , at de har medicin mod centi-syge …”
” Det tror jeg ikke på ,” udbrød jeg fuld af harme . Mogulerne passede på os . Hvis der var en kur , så ville de helt sikkert sørge for , at vi fik den . Jonah så på mig med et hævet øjenbryn . ” Du vil ikke bilde mig ind , at du seriøst tror på , at mogulerne vil os det bedste , vel ?” sagde han hånligt . ” Vi er bare arbejdskraft . De er ligeglade med , hvordan vi har det , så længe vi kan arbejde .”
” Det kan vi jo ikke rigtig , hvis vi dør af centi-syge , vel !” vrængede jeg . Jonah fnøs . ” De bruger den til at sørge for , at vi ikke bliver for mange ,” sagde han . ” Ligesom ved Det Store Oprør .”
Jeg rystede på hovedet . Jonah var vildt optaget af Det Store Oprør . Det var 37 år siden , og vi levede ikke engang dengang . Min mor sagde , at verden så helt anderledes ud . Arbejderne fra de forskellige kolonier var gået sammen for at kæmpe mod mogulerne . De mente , at mogulerne undertrykte dem . Der var udbrudt centi-syge under oprøret , og dødstallet var skyhøjt , fordi folk fra alle kolonier havde blandet sig . Det var en kæmpe tragedie , sagde min mor . Jonah smilede et irriterende , bedrevidende smil .
” Det er sgu næsten sødt , at du er så stensikker på , at verden er fair ,” sagde han . ” Verden er urimelig . De rige bliver rigere , og os …” Han trak på skuldrene . ” Vi er selv med til , at det er sådan ved at acceptere vores liv .”
Jeg kunne mærke mine kinder blive varme . Jeg blev vred , når Jonah snakkede sådan . Som om vi kunne klare os uden mogulerne og deres penge og deres mad . Sandt at sige blev jeg
78 LÆSERAKETTEN 2021