Da de nåede hotellet , sagde han : ” Jeg er lige kommet i tanke om , at jeg skal være et sted .
Farvel og tak for alting .”
Uden at vente på svar gav han sig til at løbe , indtil han ikke kunne løbe mere . Han var nået til vejen ud af byen og blev nødt til at sætte sig ned i skyggen ved et hus . Hvad skulle han gøre ? Hvad ville hans far og mor sige ?
Godwin sad længe uden at røre sig . Til sidst rejste han sig op og gik langsomt tilbage til hotellet , hvor Ibrahim og hans forældre boede . Manden i receptionen genkendte ham og gav ham lov til at gå op til deres værelse . I lang tid stod Godwin bare foran døren og prøvede at tage sig sammen til at banke på .
Ibrahims far åbnede døren , da Godwin endelig bankede på . ” Hej , Godwin , vil du ikke komme ind ?” Ibrahim kom også springende . ” Hej !” råbte han glad . Først stod Godwin bare med bøjet hoved , så trak han smykket op af lommen og holdt det frem . ” Hvad er det der ?” Ibrahims far lød med ét meget vred . ” Hvor har du det fra ? Godwin mærkede tårerne i øjnene . ” Jeg ville bare hjælpe til …” ” Hvordan det ?” spurgte Ibrahim . Venligere end sin far . Nu forklarede Godwin hele historien om sin far og hospitalet og pengene , de skyldte Addai . De voksne kiggede på hinanden . Så sagde Ibrahims mor : ” Lad os tage en taxi hjem til Godwin . Hans mor er sikkert bekymret .” Det var næsten blevet mørkt , da de nåede frem . Godwins mor dukkede op i døren og stirrede på de uventede gæster . ” Godwin ! Er der sket noget ? Hvorfor kommer du så sent ?”
62 LÆSERAKETTEN 2021